2 feb 2017

Tuscania

Dansk Komponistforening råder over en dejlig legatbolig i den lille by Tuscania, som ligger ca. 90 km nord for Rom, syd for Viterbo søen.

Som medlem af DKF kan du skriftligt ansøge om et ophold på minimum to uger i boligen.

Om boligen

Legatboligen er på ca. 120 m2 og består af 4 dejlige store rum, arbejdsværelse med klaver og computer, WI-FI, badeværelse, køkken, entre, 3 balkoner og sengepladser til 6 personer. Herudover hører der en lille have til boligen.

Det er IKKE nødvendigt at medbringe sengetøj, håndklæder, viskestykker etc. og der er vaskemaskine.

Adressen er Via Isonzo 11, Tuscania (VT)

Ankomst og afrejse er lørdag. Da der bliver gjort rent i huset lørdag eftermiddag, kan man tidligst komme ind i huset kl. 16.00, og ved afrejse bedes man være ude af huset senest kl. 12.00.

Det koster det
 

Sommerhalvåret fra 1.4. - 30.9.

  • 2 uger: 2.400 kr.
  • 3 uger: 3.300 kr.
  • 4 uger: 3.900 kr.
     

Vinterhalvåret fra 1.10. - 31.3.

  • 2 uger:1.800 kr.
  • 3 uger:2.700 kr.
  • 4 uger:3.300 kr.
     

Rejselegat

Er du blevet bevilget et arbejdsophold i foreningens legatbolig i Tuscania, er det muligt at søge et rejselegat til dækning af transport og husleje.
 


Tips til rejsen dertil

Man kommer til legatboligen i Tuscania ved at flyve til Rom/Fiumicino. Fra lufthavnen er der metro- og busforbindelse ind til Roms hovedbanegård, Termini.

Tog og bus
Fra Termini går der tog til henholdsvis Tarquinia og Viterbo, hvorfra der går busser til Tuscania.

Til Tarquinia
Det er muligt at tage tog fra Rom til Tarquinia, hvorfra der går busser til Tuscania. I Tarquinia går der en bybus med temmelig mange afgange mellem jernbanestationen og busholdepladsen lige uden for bymuren. Her skal man undtagelsesvis købe billetten direkte hos chaufføren. Fra busholdepladsen går der så de blå COTRAL busser direkte til Tuscania.

Til Viterbo
Stå af på stationen Porta Fiorentina. Lidt nede ad gaden holder bussen til Tuscania. Bussen FRA Tuscania til Viterbo har endestation ved den store busterminal et godt stykke fra stationen Porta Fiorentina (langt at gå, hvis man har bagage at slæbe på). Fra busterminalen kører der dog flere busser ind mod byen. For eksempel kører bussen mod Rom lige forbi togstationen, hvor der stoppes efter aftale.

Taxa
Der er intet taxafirma i Tuscania, men i Viterbo tlf. 0761 34 07 77. Nummeret er ikke til et kontor, men til en stander ved holdepladsen, så lad telefonen ringe flere gange.

Køreplaner
Yderligere oplysninger kan fås på www.trenitalia.com (hjemmeside både på engelsk og italiensk med køreplaner for alle tog i Italien). Køretider for de blå COTRAL busser findes på adressen www.cotralspa.it (også denne hjemmeside er på både engelsk og italiensk).

Bil
Hvis man lejer bil fra f.eks. Fiumincino er der via motorvejen A12 ca. 115 km. Motorvejsafgift 2 gange på ca. 2 Euro.