19 jun 2023

Hvem skal have Fair Practice prisen 2023?

Sidste år indstiftede Dansk Komponistforening en ny pris med henblik på at hædre aktører, der bestiller og opfører ny musik på ordentlige vilkår. Formålet er at anspore til mere Fair Practice ved at synliggøre de gode eksempler.

Igen i år uddeler vi et antal priser i form af pengepræmier øremærket en bestilling til en valgfri komponist. Priserne uddeles i år i forbindelse med DKFs 110 års fødselsdag til december.

Hvem nominerer?
Det er Dansk Komponistforenings medlemmer, der kan nominere kandidater i Danmark til priserne. Medlemmer kan nominere aktører, de har arbejdet sammen med inden for de seneste fem år. For at komme i betragtning til prisen skal den nominerede leve op til mindst fire punkter i det værdisæt, der udgør Fair Practice:

  • Fair betaling – aktøren betaler et rimeligt honorar til en komponist, når aktøren bestiller musik
     
  • Værkbæredygtighed - der er tænkt på både værkets / produktionens bæredygtighed, f.eks. ved at der er sørget for mere end én opførelse, for arbejdsvilkårene for de medvirkende, f.eks. rimelige arbejdstider så ingen går ned med stress undervejs, og der er sørget for ordentlig markedsføring, formidling og bevidst publikumsarbejde
     
  • Diversitet - aktøren tager aktivt stilling til diversitet, og det afspejles i produktionen / produktionerne
     
  • Tillid - der er klarhed om interesser og mål med en produktion samt hensyn til rettigheder; der må f.eks. ikke herskes tvivl om, at en opførelse registreres hos Koda, eller at alle krediteres korrekt for deres arbejde
     
  • Transparens - aktøren er transparent omkring organisation, finansiering, struktur og metoder
     
  • Solidaritet - alle medvirkende er engageret på ordentlige vilkår og til en rimelig betaling. Der udvises fleksibilitet over for det uforudsete

 

Med æren følger…
Prisen er penge til en bestilling hos en selvvalgt komponist og uddeles i form af et diplom og en check. Beløbets størrelse kan variere afhængigt af, hvilken type aktør vinderen er.

Prismodtagerne vælger selv, hvilken komponist de vil bestille et værk hos. Aftalen skal være indgået senest ét år efter modtagelse af prisen. 50% af honoraret udbetales af DKF til komponisten ved underskrift af aftale, og de resterende 50% udbetales ved aflevering. DKF sparrer gerne med partnerne om aftalen, så den kan opfylde vores nyeste standarder for Fair Practice.

Det skal fremgå af det færdige værk, at det er blevet til på fair vilkår og finansieret af Fair Practice-prisen.

DKF forpligter sig til at lave en ordentlig formidling af det samarbejde, der er grundlag for prisen, og det nye værk der kommer ud af prisen mhp - at skabe synlighed om prisen og foreningens arbejde med Fair Practice.