Formålet med møderne var at få indsigt i metoderne bag rapporterne, samt spørge ind til datagrundlaget i rapporten om Dansk Komponistforenings bevillinger og få opklaret evt. fejl i materialet.
Analyse&Tal har bekræftet, at der var datafejl i rapporten, og i den opdaterede version kan du på side 2, 5 og 9 finde information om de rettelser, som vi er blevet enige om på møderne.
Under dialogen med Analyse&Tal har vi fået indsigt i nogle af de forskellige metoder, der ligger til grund for de to rapporter, herunder:
- I rapporten om Dansk Komponistforenings fordeling af bevillinger i 2023, er Autor og Analyse&Tal gået ud fra, at samtlige medlemmer af Dansk Komponistforening hører under genren klassisk musik/lydkunst. Det er ikke korrekt, da mange medlemmer arbejder på tværs af forskellige genrer.
- I rapporten om Autors fordeling af bevillinger i 2023 anvender Analyse & Tal ikke genreinddeling.
- Data på tildelinger fra Dansk Komponistforenings koncertproduktionsstøttepulje er inddraget i det omfang, ansøgeren var en enkeltperson, mens organisationer og foreninger som ansøgere ikke er medtaget. Resultatet ift. bevillinger fra denne pulje er derfor ikke fyldestgørende.
- Informationen om, at ét medlem af Dansk Komponistforening har modtaget 17 legater, var forkert og er rettet til 11 bevillinger. Heraf var ni bevillinger honorarer for kompositionsundervisning til komponistspirer og to bevillinger koncertproduktionsstøtte til vækstlagsprojekter. Ingen af de 11 legater var arbejdslegater eller bestillingshonorarer.
Niels Ørbæk Chemnitz, Partner, Tal & Analyse, har tilladt os at citere følgende, for at uddybe dette:
"Vi har på bestilling af Autor udarbejdet to separate rapporter om uddelingen af Kodas kulturelle midler af henholdsvis DKF og Autor. Vi har ikke lavet en komparativ analyse, hvor vi direkte har sammenlignet de to organisationer, men har forsøgt at lave retvisende tal og fulgt samme metode, hvor det var muligt. Formålet var at lave så ens tal for begge organisationer som muligt, men der er nuancer mellem de to rapporter, som er værd at holde i mente. Navnligt at rapporten om DKF er udarbejdet på baggrund af deres offentligt tilgængelige medlemsliste og de offentlige tildelinger, der muligvis ikke er retvisende, hvorimod rapporten om Autor er lavet på baggrund af data, som Autor har udleveret. "