Den 5. december 2023 er det 110 år siden, at DKF officielt blev stiftet. Det skal vi naturligvis fejre, og derfor inviterer vi alle medlemmer til en hyggelig eftermiddag i Musikhuset København, hvor vi også vil afsløre, hvem der får dette års Fair Practice pris - prisen der gives til aktører, der bestiller og opfører medlemmernes musik på ordentlige vilkår.
Med prisen følger en bestilling hos en selvvalgt komponist, og i forbindelse med dette års prisoverrækkelse har vi inviteret den ene af sidste års to prismodtagere, sangerinden Ly Tran, til sammen med Rudersdal Kammersolister at opføre det værk, som Ly valgte at bestille hos komponisten Aya Yoshida for sin præmie.
Forud for opførelsen vil Ly fortælle os lidt om værket, Myriader af tabte minder, som er inspireret af melodier og anekdoter fra en glemt barndom i Vietnam og på flugt.
Undervejs byder vi på et glas og lidt let at spise – og måske synger vi også en fødselsdagssang!