SPOR New Music School koncert

For nu fjerde år i træk er SPOR New Music School en del af SPOR festival. SNMS inviterer børn og unge mellem 11 og 15 år til at udfolde deres kreative evner under en række intense workshops. SNMS-eleverne bliver guidet, inspireret og udfordret i at komponere og opføre deres egne nye værker på SPOR festival.

Foruden at blive vejledt og undervist af komponist og musiker Østen Mikal Ore sammen med studerende fra kompositions-linjen på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og Musikhögskolan i Malmö, får eleverne også mulighed for at møde komponister og musikere fra SPORs program samt gå til nogle af festivalens koncerter – alt sammen for at inspirere de unge til at udvide deres musikalske sanser og evner. 

Oplev eleverne i aktion sammen med den Aarhus-baserede kvartet NJYD søndag d. 6. maj kl. 13.00, når SNMS kulminerer og eleverne viser frugterne af de kreative workshopdage og opfører deres helt egne værker.