Middelhavets stemmer

Fredag den 3. november åbner festivalen G((o))ng Tomorrow med syv sangsolister og syv spritnye værker af komponister fra Middelhavsregionen.

Neue Vocalsolisten Stuttgart er Europas mest virtuose vokalensemble for den nyeste musik. Denne aften lægger de stemme til Middelhavet og bringer kompositioner fra Tyrkiet, Libanon og Syrien til København for første gang. Oplev musiktraditioner, der alt for sjældent præsenteres i Europa og kom helt tæt på komponisterne fra én af de mest sammensatte regioner i verden.

Glæd dig også til en uropførelse af den store græske komponist Georges Aperghis, der er tilstede ved uropførelsen og med sin humoristiske og elegante stil har taget den europæiske ny musikscene med storm.

Oder til Mustapha Skandrani

Senere på aftenen præsenterer Jacob Anderskov en helt ny kvartet, der fylder KoncertKirken med fortolkninger af den algerisk-tyrkiske pianist og komponist Mustapha Skandrani. Indtil sin død i 2005 skabte han orkesterværker og mere end 300 moderne chaâbi – folkelige og dansable kompositioner, der bliver brugt til bryllupper og fester i Algeriet.

Læs mere om åbningsaftenen og hele årets festival på www.gongtomorrow.dk