Komponistdebut

Komponisten Marcela Lucatelli debuterer fra DKDM’s solistklasse onsdag 27. november 2019 kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal med forestillingen ”ISYCH, das moment - or how to describe atomic habits”.

Komponist Marcela Lucatelli debuterer fra solistklassen med det tværkunstneriske performanceværk ISYCH, das moment – or how to describe atomic habits. Værket er opbygget af diverse scener og musikalske øjeblikke, som udspringer af et tæt samarbejde mellem komponisten og en gruppe scenekunstnere og musikere. 

Marcela Lucatelli er komponist, improvisationsvokalist og performancekunstner. Hun er født i 1988 i Brasilien i en familie med italienske rødder og siden 2005 bosiddende i Danmark.

Hendes værker er blevet opført af veletablerede vokalgrupper som DR Vokalensemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart samt af nogle af de mest aktive avantgarde og eksperimenterende ensembler og musikkollektiver i Europa og Amerika, herunder Apartment House (UK), Bastard Assignments (UK) og Mocrep (USA). Disse er blevet præsenteret på diverse festivaler og internationale events på tværs af kunstarter og musikgenrer. Her kan blandt andet nævnes Darmstadt Internationale Ferienkurse für Neue Musik, Donaueschinger Musiktage, Nordic Music Days, KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival, SPOR Festival, Copenhagen Jazz Festival, AllEars Festival for Improvised Music, FILE - Electronic Language International Festival, WOMEX, samt kunstmuseer som Nikolaj Kunsthal og ARKEN (DK) og Henie Onstad Kunstsenter (Norge).

Marcela har en kandidatuddannelse fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og blev derefter optaget i solistklassen på DKDM hos Niels Rosing-Schow, Jeppe Just og Simon Løffler. Hendes deltagelse i Darmstadt Internationale Ferienkurse für Neue Musik omfatter også udvekslinger med komponister som Jeniffer Walshe, Steven Takasugi, Chaya Czernowin og Roger Reynolds.

Hun har i 2019 modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris. Marcelas første orkesterværk bliver uropført til DKDM’s PULSAR Festival i 2020 af DR Symfoniorkestret, under ledelse af den australsk-britisk dirigent, Jessica Cottis, og med komponisten som solist.