4 okt 2017

Islandsk stjerneskud på NJORD

Den unge, islandske komponist Anna Thorvaldsdottir bliver hovedkomponist på NJORD Biennalen i 2018

Når NJORD Biennale vender tilbage i januar 2018 er det med lidt af et stjerneskud som årets kompositoriske hovednavn. Islandske Anna Thorvaldsdottir gæster biennalen som composer-in-residence og NJORD 2018 bliver den hidtil største præsentation af Thorvaldsdottirs musik i Danmark.

Den prisvindende komponist, hvis værker opføres over alt i verden af orkestre som New York Philharmonic, Iceland Symphony Orchestra, Ensemble Intercontemporain, Bang on a Can og International Contemporary Ensemble (ICE), har trods sin unge alder opnået stor international bevågenhed og anerkendelse for sin lyriske og kraftfulde musik med dybe rødder i den islandske natur.

Anna Thorvaldsdottir kan siges at arbejde i et æstetisk mellemrum mellem den symfoniske tradition og lydkunstens konceptuelle univers, der ofte rummer både en billed- og en lydside. De grænsesøgende og overraskende værker lader os dykke ned i både lyd og os selv, når NJORD Biennale over fire dage sætter Thorvaldsdottirs univers i centrum.

NORDIC NOIR

Det overordnede tema for årets NJORD Biennale hænger uløseligt sammen med Anna Thorvaldsdottir og hendes gennempoetiske musik, som rummer nordens mørke stemning og - til tider - en underspillet uhygge, og som samtidig er uforudsigelig og overvældende i sin kraft. NORDIC NOIR lyder overskriften - et tema som NJORD Biennale behandler musikalsk på tre forskellige måder:
NORDIC NOIR i betydningen det underspillede, det uhyggelige, det uvisse.
NORDIC NOIR i betydningen det meditative, mindfullness, indadskuende, kontemplative.
NORDIC NOIR i betydningen de mørke, nordiske vintermåneder, hvor også biennalen løber af stablen.

MASSER AF NORDISK MUSIK PÅ PROGRAMMET

Foruden en række af Anna Thorvaldsdottirs bedste værker præsenterer NJORD også musik af en lang række andre, nordiske komponister. Over festivalens fire dage kan bl.a. opleves værker af Bent Sørensen (DK), Benjamin Staern (SE), Justin Christensen (DK/CA), Hugi Gudmundsson (IS), Kaija Saariaho (FI) og Hans Abrahamsen (DK).

På scenen vil stå nogle af nordens bedste solister og ensembler, som sørger for at værkerne opføres på højeste niveau. Publikum kan således glæde sig til et væld af tværkunstneriske produktioner – bl.a. lysdesign og visuelt design, islandske folkeeventyr fortalt for børn, nordiske digte, der spejler den menneskelige eksistens – musikhistoriske kontekster og meget andet.