I Ingen Mands Fortællinger fremmaner komponisten Christos Farmakis øen Ogygia, hvor Calypso holdt Odysseus fanget i 7 år, og Scheria hvor Odysseus møder kongedatteren Nausikaa. Vi møder kyklopen Polyfemos, Odysseus gamle amme, Eurycleia og hans gamle hund, Argos, der dør ved gensynet med sin herre.
Odysseen er oplagt som grundlag for et fængende projekt p.gr.a. sine mange fantastiske historier. Christos Farmakis, som er født og opvokset i Grækenland, men lever i Danmark, sammenligner Odysseen med Ringenes Herre! Homer var sin tids Tolkien og har haft samme appel til sin tids mennesker - og på sin vis til enhver generation siden da.
Odysseen indeholder udover de gode fortællinger en række eksistentielle spørgsmål, som alle mennesker til alle tider har stillet sig selv, og som vi synes, det er vigtigt at man vedbliver at stille sig selv: Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvad skal jeg, hvad er menneskets grænser, hvad er grænserne for vores formåen, hvor går grænserne for hvad vi skal tillade os overfor andre, for verden osv. Det er væsentligt for Christos Farmakis at få tydeliggjort, hvad der gemmer sig i de "kulørte" historier, således at de evigtgyldige spørgsmål får fornyet relevans for det unge publikum.
Værket er skrevet til Athelas Sinfonietta, som uropfører det nye store værk i DR Koncerthuset, dirigeret af Jakob Hultberg. Aftenen indledes med en introduktion til Homers Odysseen ved Marcel Lysgaard Lech, lektor ved Syddansk Universitet.