Den 20. marts kl. 17-19 genoptager DKF rækken af fagseminarer online, hvor du kan møde den dansk-tyske tenor og komponist Mathias Monrad Møller og danser og koreograf Alma Toaspern fra Tyskland.
Gennem projektet toaspern|moeller udforsker de to krydsfeltet mellem bevægelse og lyd med det formål at skabe forestillinger, hvor musik og dans er de nødvendige forudsætninger for hinanden.
Seminaret kommer til at handle om de kunstneriske udfordringer, de møder i det tværfaglige samarbejde. Hvor starter man, og hvordan prioriterer man forskellige æstetikker og færdigheder? Hvordan kan man udfordre hinandens faglighed og samtidig opretholde respekt for hinanden og hvordan udvikler man et fælles sprog?
Duoen vil også komme ind på hvilke fordele og ulemper, der er ved fundraising på tværs af den dansk/tyske grænse, hvor meget tid den administrative del af arbejdet kræver og hvordan man skaber et administrativt økosystem, der ikke kun kører rundt økonomisk, men også står i kunstens tjeneste.
Undervejs viser Mathias og Alma materiale fra deres forestillinger, og du får mulighed for at stille uddybende spørgsmål.
Mere om toaspern|moeller
toaspern|moeller udforsker krydsfeltet mellem bevægelse og lyd. Grundlagt af danser/koreograf Alma Toaspern og sanger/komponist Mathias Monrad Møller i København i 2020, med det formål at skabe forestillinger, hvor musik og dans er de nødvendige forudsætninger for hinanden. Med udgangspunkt i en desillusionering over den nuværende praksis for skabelsesprocesser inden for dans og musikteater undersøger duoen mulighederne for integration mellem de forskellige kunstarter der indgår i et sceneshow. toaspern|moeller eksperimenterer med at bytte roller (danseren som sanger, sangeren som danser, komponisten som koreograf) og konceptualiserer deres stykker i en løbende, intens udveksling. Blandt de seneste værker kan nævnes ERNST, en 75 min. solo for Alma Toaspern, hvor danseren indtager rollen som den dresserede abe Ernst, der fejrer sin 80-års fødselsdag, i et festligt og samtidig klinisk (elektronisk) miljø. ERNST blev vist første gang på LOFFT - Das Theater i Leipzig i januar 2023.