Apokalypsen

Musik, kunst og videnskab

Apokalypsen er temaet for Rudersdal Kammersolisters kommende koncerter, hvor musik af bl.a. Richard Strauss, Shostakovich og Jexper Holmen forenes med videokunst og videnskab.

Ved koncerten d. 17.1. i Holte Sognegård og d. 19.1. i Lindevang Kirke på Frederiksberg indledes med et oplæg ved forfatter og lektor, ph.d. Axel Haaning, der forsker i filosofi- og videnskabshistorie. ”Apokalypsen er Bibelens forunderligste tekst, fuld af gåder og tegn,” fortæller han.

Valget af tema har vist sig næsten profetisk nu, hvor hele verden bevidner de katastrofale naturbrænde i Australien, og mange i det hele taget frygter fremtiden på baggrund af klimaforandringerne.

Koncerten er en del af et 4-årigt projekt om De Fire Elementer, der i denne sæson fokuserer på ILD. Apokalypsen ses ofte illustreret af netop et flammehav, og værkerne forholder sig på hver sin måde til apokalyptiske begivenheder, ild og død.

2. Verdenskrig står som en af de mest apokalyptiske begivenheder i de sidste 100 års historie, og i år markeres 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen. Shostakovich’ 2. klavertrio blev skrevet i krigens sidste år, hvor han var i en dyb depression over sin nærmeste vens død. Vennens søn var til stede, da Rudersdal Kammersolister for nyligt spillede trioen i Skt. Petersborg.

Komponisten Jexper Holmens voldsomme tonesprog, ledsages af Alexandra Buhls kunstfilm om menneskets kamp med sig selv og passionen, der både er kreativ og destruktiv - ild og hav, undergang og skabelse.

Den amerikanske komponist Andrew Waggoner er inspireret af James Baldwins bog om raceproblemer. Titlen, “The Fire Next Time”, kommer fra en traditionel slavesang om Gud, der første gang straffede menneskene med syndfloden, men anden gang vil straffen bestå af ild. I Baldwins fortolkning betyder det, at civilisationen vil bryde i brand, hvis ikke raceproblemerne løses.

Til sidst spiller Rudersdal Kammersolister en kammerversion af Richard Strauss’ berømte sang “Beim Schlafengehen”. Teksten er skrevet af Hermann Hesse under 1. Verdenskrig, mens musikken blev til få år efter 2. Verdenskrigs afslutning og kort før Strauss’ død. Her kredses også om døden, men udtrykt med den gamle mands ro og accept.