Med offentliggørelsen af det fulde program, er SPOR festival 2017 klar til at slå dørene op med et brag i Aarhus d. 8. - 14. maj. Et mangfoldigt felt af nogle af tidens mest interessante kunstnere fra ind- og udland står på spring for at give publikum en række helt unikke oplevelser. Oplev blandt andet nordisk hverdagsdramatik i koncertform, egyptiske powerkvinder med lydeksperimenter, et exceptionelt 3-dages musikteaterstykke og en mytisk støjinstallation.
Et program i diversitetens tegn
I år knytter SPOR festivals program sig til temaet EPIPHANY, som udforsker de underfundige og subtile sider af hverdagslivet. Sammen med et bredt felt af kunstnere, komponister og lydkunstnere fra 13 forskellige nationaliteter, vil SPOR præsentere publikum for et virvar af oplevelser med alt lige fra et akustisk suit til en 7-dages live performancei et butiksvindue samt en interaktiv overvågningsinstallation. Aarhus’ kulturelle hotspots og byrum forvandles d. 8. -14. maj til et hverdagsligt mangfoldighedsmekka, hvor kunstnere og publikum mødes på tværs af nationalitet, alder, køn samt kulturelle og kunstneriske præferencer.
Fra lyden af Kairo til mytisk støj
Hvad er hverdagen egentligt lige nu og her, og hvordan ser den mon ud i de fjerneste afkroge af verdenen? De spørgsmål vil SPOR festival 2017’s mange deltagende kunstnere undersøge på hver deres måde. Det egyptiske kvindekollektiv Egyptian Females Experimental Music Session gæster for første gang Danmark og tager publikum med ind i en radikal, elektronisk verden af støj og hverdagslyd. Med koncerten ‘Unknown Elements’ giver de fem kvinder fra Kairo festivalens publikum indblik i hverdagens oprør og frihed på den anden side af kloden, når de gæster spillestedet TAPE lørdag d. 13. maj. Anderledes nordisk bliver det med den unge islandske musiker, komponist og lydkunstner Bergrún Snæbjörnsdóttir. Hun er kendt som musiker for både Björks og Sigur Rós’ livebands, men på SPORfestival 2017 præsenterer hun sin helt nye lyd-installation ‘HYSTERONS’ som en del af festivalens udstillingsprogram.
Storslået tankemylder og gigantisk musikteater
Værket ‘De fire Årstider’ er et enestående samarbejde mellem to af Nordens helt store kunstnere inden for musik og litteratur, komponist Bent Sørensen (DK) og forfatter Tomas Espedal (NO). I et møde mellem de to kunstneres parallelle syn på årstiderne, præsenteres et følelsesladet værk over Espedals anmelderroste roman ‘Året’ - for første gang i Danmark. Espedals hverdagstankemylder akkompagneres af Bent Sørensens smukke og raffinerede lydunivers, spillet af det norske eliteensemble POING. Tankerne kommer højst sandsynligt også til at myldre, når den græsk-tyske komponist Manos Tsangaris, ensemblet SCENATET og et væld af lokale og danske performere infiltrerer DOKK1med det nye gigantiske musikteaterværk ‘LIVING SPACES’. Dette helt exceptionelle og forunderlige værk løber nemlig over tre dage, hvor en række forskellige hverdagsscener dukker op, breder sig ud i bibliotekets rum og tilbyder magi og overraskelser til det eksisterende miljø og de mennesker, som opholder sig der.