17 aug 2022

Nye danske operaer på Copenhagen Opera Festival

Fra den 19.–27. august 2022 fylder Copenhagen Opera Festival igen København med store klassikere, nykomponerede værker, opera for hele familien, fælles morgensang, internationale soliststjerner og meget mere.

OG er du til ny opera, så er der flere spændende urpremierer af danske komponister på programmet.

Lisbon Floor
Lisbon Floor er Copenhagen Opera Festivals eget bestillingsværk og har været tre år undervejs. Operaen er skabt af komponist Matias Vestergård i samarbejde med forfatter og librettist Lea Marie Løppenthin og den britiske instruktør Natascha Metherell.

Lisbon Floor er en surrealistisk operakomedie i tre akter og navnet på den etage i et usædvanligt højt luksusbyggeri, hvor handlingen udspiller sig. Etagerne over 49. sal er nemlig navngivet efter hovedstæder, fordi beboerne ellers ville føle sig utrygge ved de svimlende højder.

De seneste to år har Festivalens publikum fået et smugkig ind i skabelsesprocessen gennem åbne wokshops, men nu får operaen endelig sin førsteopførelse på Takkelloftet. Læs mere

 

Die A Happy Man
I operaen Die A Happy Man har komponist Marcela Lucatelli forestillet sig en svimlende alternativ verdenshistorie, hvor Europa bliver koloniseret af regnskovsbefolkningen. Dette gør hun med afsæt i den gådefulde avantgardeopera 'Mare Nostrum', som den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel skrev i 1975, og hvor Middelhavslandene netop bliver koloniseret af en civilisation med oprindelse i Amazonas.

I operaen møder vi den tvivlsomme helt Emo Kneemover, sunget af den dansk-tyske tenor Mathias Monrad Møller, som er på jagt efter personlig udvikling i livet, og som i løbet af operaen må sætte spørgsmålstegn ved det vestlige verdenssyn, han er rundet af.

Den tyske lydforsker Holger Schulze har bidraget til librettoen, og han beskriver værket som “en operatisk dannelsesroman af den mest overdådige og transformative slags.” Læs mere

 

Den sidste olie
For at opleve komponist Niels Rønsholdts nye kammeropera, Den sidste olie, skal du være klædt varmt på. Den uropføres nemlig i Østerbros spritnye Skøjtehal. Operaen tager udgangspunkt i året for koloniseringen af Grønland i 1721 og udfolder sig som en eviggyldig fortælling om rovdrift på territorier og medmennesker.

Den Sidste Olie udfolder sig som en slags barokopera – den fremherskende stilart i oplysningstidens Europa. Ud fra barokkens tonesprog har Niels Rønsholdt skabt et helt nyt og originalt værk, der spændes ud mellem olieudvindingens begyndelse og den destruktion, vi ser omridset af i dag – og undervejs sniger kulden og musikken sig ind på publikum og operasangere – fanget i mørket på isen. Læs mere