Dansk Komponistforenings formand, Bent Sørensen, bliver årets P2 Kunstner 2021, og det er første gang, en komponist får dette prædikat.
Dermed bliver der rig mulighed for at lære Bent Sørensens musik at kende gennem hele 2021 startende allerede torsdag d. 14. januar, hvor lytterne ved ’P2 Koncerten’ kan høre høre hans 12 Nocturner samt Mozarts Klaverkoncert nr. 12, hvor Bent Sørensen i de indlagte kadencer går i dialog med fortiden. Musikken står pianisten Katrine Gislinge og Nightingale String Quartet for, og koncerten bliver gennemført uden publikum i salen. Derimod bliver den sendt direkte i radioen på P2 og optaget til DR2 senere.
"Med Bent Sørensen som den første komponist som P2 Kunstner vil vi gerne sætte fokus på den klassiske musik som en nutidig kunstart, hvor musikken bliver til lige nu og her. Og så glæder vi os naturligvis til at dele en række af Bent Sørensens værker med P2-lytterne. Med sin anelsesfulde natur og til tider tyste karakter, der skaber nysgerrighed hos os lyttere, indeholder Bent Sørensens musik en magisk kraft", siger P2-redaktør Esben Tange.
Bent Sørensen modtager Kunstnerprisen ved P2 Priskoncerten den 26. februar i Odense Koncerthus, hvor P2 - i samarbejde med Odense Symfoniorkester og med Stine Rosengren som vært - fejrer det forgangne års klassiske musikhøst.
Ved priskoncerten vil man blandt andet kunne opleve en dansk førsteopførelse af Bent Sørensens Enchantress – Fem intermezzi for orkester med Odense Symfoniorkester, dirigeret af Magnus Fryklund. Endvidere vil man også kunne høre hans Trompetkoncert med Tine Thing Helseth som solist.