Den 23. juni udkommer albummet: String Quartets I -VI af komponisten Peter Helms.
Albummet er indspillet i starten af juni 2020 med strygekvartetten Halvcirkel i Koncert Kirken på Nørrebro.
De seks meditative kvartetter er et studie i komposition med AI - (kunstig intelligens) algoritmer.
Musikken er skrevet ved at bearbejde komponerede temaer med “neurale netværk” algoritmer, der herefter genererer variationer. Disse redigeres og varieres efterfølgende af komponisten, og sendes tilbage igennem systemet i et kompositorisk feed-back loop. Slutteligt pustes liv & sjæl tilbage i den syntetiske musiks svar på den præ-frontale cortex's generede melodier, med strygekvartetten som ansvarlig gartner for et genmanipuleret Bonsai træ i et rum-habitats eksotiske have.
Ideen til denne fremgangsmåde er opstået i kølvandet på research af mulighederne inden for generativ musik - og som en kommentar på tidens tiltagende bekymring for kunstig intelligens’ overtagelse af stadigt flere “menneskelige” funktioner.
Værket har til formål at vise, at et samarbejde mellem menneske og algoritme kan augmentere det kunstneriske udtryk og åbne nye muligheder. Muligheder der ikke kun udarter sig i det uspillelige, men også kan åbne vejen for udforskningen af en ny æstetik i det enkle. Ved at lade musikken fortolke af “klassiske“ musikere, i den klare instrumentation af strygekvartet, ender samarbejdet i det organiske univers.
Holdt i korte fraser med ophold, illustrerer værkerne et digitalt fyrtårns episodiske lyskegle på den ensomme og evigt roterende krystal, vi mennesker stadig er, skvulpende i universets mørke hav. Et visuelt billede at fastholde under lytning af værket.