24 nov 2020

NEKO X LIGHT

DENNE KONCERT ER GRUNDET COVID-SITUATIONEN BLEVET AFLYST OG BLIVER RYKKET TIL 18. MARTS 2021

Den 10. december præsenterer det unge ny musikensemble NEKO3 en koncert med lys som det centrale tema og medium. Programmet inkluderer værker af unge, fremadskuende komponister Xavier Bonfill, Remy Siu og ensemblets egen Mads Emil Dreyer samt mere etablerede navne Simon Løffler og Juliana Hodkinson.

Dreyer og Bonfill er begge studerende på solistklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og Simon Løffler er uddannet fra og underviser nu selv på konservatoriet. Den engelske komponist Juliana Hodkinson har boet flere år i Danmark, nu bosiddende i Berlin og underviser på konservatoriet i Århus. Remy Siu er en ung komponist fra den anden side af Atlanterhavet, der står overfor sit gennembrud på den internationale scene.

Med denne blanding ønsker NEKO3 at belyse de nye strømninger på den danske ny musikscene via et internationalt perspektiv. Stilistisk peger værkerne på koncerten i mange retninger, og tilsammen danner de et godt billede af den store mangfoldighed, der er inden for ny kompositionsmusik.


Program:
Remy Siu: new notation - for [multi] player (2019)
Juliana Hodkinson: Thresh (2018)
Mads Emil Dreyer: Lys 4 (2018) (trio version premiere)
Xavier Bonfill: three_four_maybe (2020) (premiere)
Simon Løffler: e (2017)