18 maj 2021

Juliana Hodkinson ny forkvinde i DKF

På den årlige generalforsamling i Dansk Komponistforening blev komponisten Juliana Hodkinson den 11.maj valgt som forperson. Dermed skal hun fremover repræsentere medlemmerne og stå i spidsen for komponister og lydkunstnere i Danmark.

Juliana Hodkinson arbejder selv med vokal-, orkester- , instrumental- og elektronisk musik, ofte tværkunstnerisk. Hun har en ph.d. fra Københavns Universitet i musikvidenskab, og underviser som lektor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Hun har stor erfaring med kulturpolitiske sammenhænge i Danmark og internationalt.

Juliana sidder i bestyrelsen for ”Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat”, som hun selv har modtaget tidligere, og i juryen for Berlins Hauptstadtkulturfonds. Hun har været medlem af bestyrelsen i Dansk Komponistforening, og udvalgs- og bestyrelsesformand i Statens Kunstfond.

Juliana Hodkinson udtaler: ”Jeg glæder mig meget til arbejdet i Dansk Komponistforening med og for vores medlemmer, som rummer fantastisk mange skabende mennesker, der sætter lyd på vores tid. Danske komponister høster stor anerkendelse i udlandet, og jeg vil gerne arbejde med at give dem større synlighed herhjemme, bl.a. gennem et større fokus på mangfoldighed.

Særligt i denne tid med store samfundsmæssige udfordringer og forandringer kan musik og lydkunst støtte og udvikle de nødvendige samtaler og gøre diversitet til en vigtig kvalitet overalt i vores musikmiljø, hvor det kunstneriske og samfundsrelevante mødes og diskuteres.”

Med sine mere end 100 år er Dansk Komponistforening nordens ældste. I dag er det en levende og aktiv forening med en medlemsskare, der spænder fra den klassiske partiturmusiks skabere til audiovisuelle værker, live performance, electronica og lydkunst. Dansk Komponistforening støtter og arbejder således for hele det eksperimenterende musikmiljø - fra den enkelte kunstners første tanke til værkets møde med verden.

For tre år siden lancerede Komponistforeningen en statistik for det repertoire, der spilles i danske koncertsale. Den viste at nyere kompositions musik og særligt værker skrevet af kvinder er stærkt underrepræsenteret på de danske scener til trods for at danske komponister modtager priser og international hæder i stort omfang.  Senest har Komponistforeningen sammen med 4 andre musikorganisationer lanceret 10 målsætninger for en bedre kønsbalance i musikken.