Komponist og billedkunstner Henning Christiansen flyttede med familie til Askeby på Møn i 1970 og boede og arbejdede der til sin død i 2008. Et af de mange spor han satte på lokalområdet var etableringen af Kunsthal 44Møen, som han stiftede bl.a. sammen med kurator René Block og kunstner Bjørn Nørgaard.
I dag har 44Møen netop afsluttet et stort udvidelsesprojekt og indvier nu den ny koncertsal med et arrangement om og med Henning Christiansen.
Titlen Øresalon refererer til Henning Christiansens udstilling på Galleri Riis og Givskov i Horsens i 1985. ”Her kan De få malet højre øre grønt mens de venter” stod der på vægen foran en stor tung frisørstol midt i udstillingen.
Det grønne øre er en invitation til at lytte anderledes – at tune ind på verden på en ny måde. Henning Christiansen optrådte selv ved flere lejligheder med det ene øre malet grønt, og farven grøn var omdrejningspunktet for en stor del af hans arbejde. Musik som Grøn, lød slagordet:
”Dette begreb Musik som grøn opfandt jeg i 1967. På det tidspunkt arbejdede jeg indgående med båndoptagere, og jeg fandt at det eneste nye musikinstrument opfundet i det 20. århundrede var båndoptageren. Pludselig var det muligt at optage reallyd, bearbejde den og fortælle med den. […] jeg [var] træt af ”parametermusikken” i Darmstadt, og jeg var ikke den eneste. Jeg søgte andre veje på det tidspunkt, og så opfandt jeg begrebet Musik som grøn, fordi det ligesom var det hele. Verden er ganske grøn for mig, og ud af dette kommer min kærlighed til farven grøn. Man kan simpelthen sige, at jeg holdt op med at skrive med sort og begyndte at skrive og skabe med grønt.”
Sådan forklarer Henning Christiansen Musik som grøn i et interview med Francesco Conz, som forsker og kurator Magnus Kaslov har fundet på et kassettebånd i Henning Christiansens Arkiv.
Arrangementet på Kunsthal 44Møen bliver en introduktion til Henning Christiansens musik og en invitation til at lytte til musikken og verden som grøn. Programmet er kurateret af Thorbjørn Reuter Christiansen, og det kommer bredt omkring Henning Christiansens virke med båndværker fra Øresalonen i 1985, med værker for piano, tuba og fløjte og med nogle af Christiansens originale instrumenter og genstande. Det hele introduceres i en samtale mellem Magnus Kaslov og Thorbjørn Reuter Christiansen fra Henning Christiansen Arkivet, og værkerne opføres af Michala Petri på fløjte, Christoffer Møller på piano og Jakob Munk på tuba.