Skrevet af Tina Schelle
Komponisten Kristian Rymkier er optaget af måder at transformere et materiale på – hvordan man får en klang til at bevæge sig fra punkt a til punkt b, ”for at få noget til at bevæge sig skal man kunne forstå bevægelsen, og hvordan beskrives det?” Derfor har han de sidste par år dykket ned i eksisterende materiale for at forstå forskellige bevægelsesmønstre med henblik på at lave et system af teknikker til at transformere et materiale på - noget han gerne vil skrive en phd om.
Det interesserer ham at undersøge oversættelser, fra et paradigme til et andet, via egne transformationsteknikker, og om man på den ene eller anden måde bevarer eller frastøder materialets oprindelige logik. ”Min intuition siger mig, at der er en dybere underliggende strøm af logik bagved begrebet bevægelse.”
Musik som rum
I arbejdet med dette har han været meget inspireret af den franske komponist Erik Satie og hans idéer om musisk interiør. Satie så fx ikke hans egne nu berømte klaverstykker Gymnopédie som musik, man skal lytte aktivt til men mere som et rum, du skal træde ind i og være i. De tanker går godt i spænd med Kristians egen udvikling som komponist. Idéen om at det ikke er et orkester, du sidder og lytter på men et rum, du træder ind i – a la det vi i dag kalder ambient music.
”Der er en overlegen renhed i Gymnopédierne, som ved egen form viser tydelige modernistiske træk, da de tre satser er et kubistisk syn på samme musik. Mit mål har været at undersøge, om man yderligere kunne omforme disse værker og stadigvæk bevare den samme følelse af rum, ambiance”, fortæller Kristian, der har klippet de tre klaverstykker op i små bidder og sat dem sammen på nye måder, simpelt sagt. Han har med andre ord omformet den gamle musik og ført den ind i en ny tid. Det interessante har så været, om man stadigvæk vil kunne høre, at det var musik af Satie; men i det ligger der også en anden fortælling omkring Kristian og hans egen måde at skrive musik på. I arbejdet med at omforme Saties musik, er det nemlig gået op for ham, at han har arbejdet sin egen æstetik ind i det, og at det helt ubevidst er blevet til en nordisk æstestik.
Kristians genkomponering af Saties musik blev uropført ved en koncert- og foredragsaften om Satie og Proust i Møstings hus sidste år, hvor der, efter koncerten, kom en gæst hen til Kristian og sagde: “Det er interessant, at du på en måde tilsidesætter dig selv, egoet. Det ser man sjældent i dag.”
”Det blev jeg glad for at nogen opdagede”, siger Kristian, som opfattede udtalelsen som en kompliment. ”I dag er vi mange, der er så fokuseret på egen karriere, at der “må” opfindes det mest spændende og vigtigste indenfor musik, nu nu og nu, og jeg bliver konstant nødt til at være mere spændende end alle de andre. Hvilket er forståeligt nok - det er virkelig hårdt at leve som komponist. Men der er en reel fare for, at musikmiljøet instrumenterer sig selv på denne måde, og det er værd at tage med, syntes jeg, især hvis musikken bliver koldere og koldere i takt med at de ledsagende ord bliver længere og svulstigere.
Det modernistiske greb er at se tingene fra flere vinkler samtidigt, eller blot fra et andet perspektiv, og det er det, jeg har gjort med disse værker, som gemmer langt mere Webernsk pillearbejde, end man lige tror”, fortæller Kristian, der udover at have lavet disse musiske anagrammer over Saties klaverstykker også har lavet et anagram over Saties titel Gymnopédie, der i Kristians version er blevet til Mon Gypédie (min Gypédie på fransk). De samlede tre værker hedder demokratisk nok Nos Gypédies (vores gypédier)
” Jeg har lært meget igennem et samarbejde, jeg har haft med forskeren Neal Conrad Thing (phd i Proust), hvor vi har diskuteret moderniteten, modernismen og dens frugter, som i den grad ligger og bugner i både Marcel Prousts og Erik Saties frugtskåle. Disse frugter behøves jo ikke kun at være datidens frugter, for det er en teknik, som kan anvendes, genanvendes, udfoldes, der kan åbne de nye øjne, der kan få nyt syn på de gamle ting, lige der foran os, i dag. Hver dag kan nogen åbne et rum inde i sig selv, som ingen vidste eksisterede.”
Idéen med at sætte eksisterende materiale sammen på nye måder går igen i et nyt projekt, som Kristian har på tegnebrættet - en ”Carl Nielsen klaverkoncert”. En sådan har Carl Nielsen aldrig selv skrevet, men Kristians idé er at sætte begyndelser og slutninger fra Nielsens klaverværker og orkesterlitteratur sammen som en collage, der skal blive til en klaverkoncert med titlen ”Endings and beginnings”. ”Det er blevet en måde for mig at arbejde på, og det har givet mig et hav af teknikker og et syn på og med, ophavet.”
