"Carl Nielsens Camino" er 40 unikke lydfortællinger på en 110 km vandringsrute med nyfortolkninger af Carl Nielsens musik, oplæsning af “Min fynske Barndom”, dagbogscitater og brevudvekslinger samt interviews med fynboere, hvis personlige historier er med til at perspektivere Carl Nielsens liv og virke. Du kan gå korte ture eller hele ruten over flere dage.
Foreløbig har du mulighed for at få en lille smagsprøve på de første 5 km, som foregår i Odense Centrums hyggelige stræder og gader, hvor Carl arbejdede som regimentsmusiker fra han var 14-18 år. Det var her, han tog de første skridt som komponist og modnedes som menneske.
Vær med til testvandring af de første 5 km på vandringsruten i Odense C lørdag den 3. Juni kl. 11. Hvis du ikke kan den dag, så er de 5 km åben og gratis at prøve fremover. Resten af de 110 km åbnes i etaper, og hele ruten står færdig i sommeren 2024.