9 aug 2023

BIG BANG

-inspirationsdag for komponister, musikere og andre med interesse for at udvikle tværæstetiske produktioner for børn og unge

Børnekulturhus Ama’r afholder den 19. og 20. august for tredje år i træk en dansk udgave af den internationale BIG BANG-festival. I den forbindelse inviterer Dansk Komponistforening, BIG BANG og Børnekulturhuset mandag den 21. august indenfor til en fælles samtale om at skabe musikdramatiske værker for børn i alle aldre.

I BIG BANG-sammenhæng kan musikdramatik have mange former, men fælles for dem er, at musikken er udgangspunkt for et samspil med koreografi, scenografi, bevægelse, lys, strukturer, kostumer og lyddesign. Det talte narrativ fylder meget lidt eller slet ingenting, og med sproget elimineret kan forestillingerne rejse på kryds og tværs i det netværk af europæiske spillesteder, operahuse og kulturcentre, som udgør det fælles europæiske projekt BIG BANG.

Inspirationsdagen præsenterer forskellige tilgange til det at skabe ny musikdramatik for børn, indblik i konkrete forestillinger og deres tilblivelse oplevet af kunstnerne på scenen samt rig mulighed for dialog og netværk. Vi byder på frokost undervejs.

Program:

10.30 - 11.00: Ankomst og kaffe

11.00 – 11.15 Velkomst, introduktion til BIG BANG og Børnekulturhus Ama’r

11.15 - 12.30: At skabe for børn - oplæg samt Q&A med Wouter Van Looy og Christina Lindgren

  • Wouter Van Looy, kunstnerisk leder og grundlægger af Zonzo Compagnie der organiserer BIG BANG festival og producerer musikdramatik for børn og unge. Wouter van Looy instruerer også opera og musikteater for voksne og er kunstnerisk leder i belgiske Muziektheater Transparent.
     
  • Christina Lindgren, kunstnerisk leder af BabyOpera, der skaber visuelt fængende og oplevelsesmættede forestillinger for babyer. Christina Lindgren er desuden professor i kostumedesign på Oslo National Academy of the Arts
     

12.30 - 13.00: Let frokost

13.00 - 14.15: BIG BANG - new adventurous music project formats for young audiences

Efter frokost præsenterer Wouter Van Looy og tre kunstnere med forskellige musikalsk og kulturel baggrund, der alle er aktuelle med nye projekter på årets BIG BANG_festival, en række eksempler på projekter målrettet unge publikummer:

  • Musiker, komponist og instrumentmager Jochem Baelus
     
  • Sanger og sangskriver Junior Akweti
     
  • Perkussionist Aya Suzuki
     
  • Jochem Bealus fra Belgien var sidste år aktuel på BIG BANG med forestillingen Pakman, en teatralsk/musikalsk duet mellem en musiker og en jonglør. Til dette års festival har han både skabt installationen STEEN og spiller med i forestillingen SP!N
     
  • Junior Akwety er fra Congo og spiller både koncerter og forestillinger for børn og voksne. Han er en del af forestillingen SP!N ved dette års BIG BANG festival
     
  • Aya Suzuki kommer fra Japan, men bor i dag i Belgien, og optræder på BIG BANG 2023 med musikforestillingen Metal Works.
     

14.15 - 14.30: Afrunding samt info om nye produktionsmuligheder hos Børnekulturhus Ama’r.

Moderator: Sine Tofte Hannibal, daglig leder Dansk Komponistforening