Af Jexper Holmen, Komponist
Klang Festival – Danmarks største festival for kunstmusik – er netop overstået. Politiken og Information anmeldte åbningskoncerten, men ellers har ingen af landets aviser anmeldt den 10 dage lange festival.
Det er fatalt for miljøet for ny kompositionsmusik, at ikke flere medier anmelder musikken. Selv store vigtige værker og koncerter med stort publikum og mange medvirkende bliver ofte enten kun anmeldt i ét medie eller slet ikke anmeldt. Dagbladenes prioritering af området er blevet lavere og lavere gennem de seneste årtier og har nu nået et niveau, der truer med at hægte komponisternes fag af samfundet.
For 20 år siden blev en komponists debutkoncert fra konservatoriet ofte anmeldt i fem landsdækkende aviser. I dag er man heldig, hvis den bare bliver anmeldt i én. Kun et af Danmarks landsdækkende dagblade har i dag en fuldtidsansat klassisk musikanmelder. Det er vitalt for komponisternes miljø, at der er eksponeret og kvalificeret kritik i de landsdækkende medier, for kritik er en del af musikkens fødekæde, på flere måder.
Dels har vi komponister brug for kritisk feedback med substans fra instanser uden for vores eget miljø, så vores selvforståelse ikke kun baseres på vores egne vurderinger. Dels er det vigtigt at blive omtalt og diskuteret i medierne på en måde, der ikke er markedsføring, så ny kompositionsmusik forbliver et fag i almindelige menneskers bevidsthed.
Sidst, men ikke mindst har vi brug for anmeldelser for at kunne dokumentere vores virke, når vi skal sælge vores værker eller fundraise til nye produktioner. Det kan have ødelæggende konsekvenser for en komponist, hvis store ambitiøse satsninger bliver forbigået i tavshed af anmeldere.
KOMPONISTEN LASSE SCHWANENFLÜGEL Piasecki har for eksempel inden for det seneste år været ude for, at to store produktioner – danseforestillingen ’Rudy’ på Det Kongelige Teater og filmoperaen ’Vil du med til Janus?’ på Klang Festival – ikke blev anmeldt i en eneste avis, selv om de begge gik gentagne gange med stor publikumstilslutning. Forestillingerne fik få og kortfattede anmeldelser på nettet – ikke nok at basere fundraising og videresalg på. Komponisten brugte 10 år på at finansiere og skabe filmoperaen og byggede et stort filmstudie op fra bunden, men med manglende anmeldelser er det svært at finde midler til kommende produktioner.
Musikkritikken har et kapacitetsproblem med så få professionelle anmeldere, men det er ikke kun økonomi, der er problemet: Medierne kunne prioritere anderledes. For eksempel behandler Weekendavisen, der ellers vægter kultur højt og dækker både litteratur, scenekunst, film og andre musikgenrer glimrende, den nye kompositionsmusik stedmoderligt.
Da Odense Symfoniorkester i april i år uropførte et værk af komponisten Mette Nielsen for et fyldt Odense Koncerthus, valgte Weekendavisen at bruge en halv side på at gennemgå alle den for længst afdøde Carl Nielsens symfonier i stedet for at bringe en anmeldelse af Mette Nielsens værk. Og når avisen så endelig dækker en festival for ny musik som Ultraschall i Berlin, vælger de – i stedet for at bruge en musikanmelder – at sende forfatteren Madame Nielsen, der skrev en engageret, men totalt ufaglig anmeldelse. Hvorfor sådanne prioriteringer, når der nu tilsyneladende er midler til kulturdækning?
Jeg beder ikke om, at komponister bliver lovprist og rost af en hob af kritikere. Tværtimod må musikkritikken må gerne være nådesløst kritisk og konfrontatorisk, hvis kritikerne finder det på sin plads. Men kritikken er nødt til at være til stede i medier og udfolde sig på et solidt fagligt grundlag. Og den er nødt til at udfolde sig i flere medier blandt mange anmeldere, så også faglig uenighed kommer frem, og der kan opstå kvalificerede diskussioner.
Det er i alles – komponisternes, kritikernes og samfundets – interesse, at musikken bliver taget alvorligt som en del af vores samfund.
Jeg opfordrer derfor til: At medierne prioriterer de midler, de allerede har, så der er plads til seriøs musikkritik. Og at musikkritik af høj kvalitet modtager støtte på samme måde som kunstmusik.
