3 okt 2023

Call for Nye Veje '23

- Praksisbaseret kunstnerisk udvikling og fordybelse i komposition og lydkunst

DKF udlodder fem legater á 100.000 kr. til kunstnerisk udvikling og fordybelse. Legaterne finansieres af ufordelbare midler fra Copydan Arkiv, som DKF råder over i 2023. Nye Veje legaterne blev udskrevet for første gang i 2021, og nu åbner vi for 3. gang for ansøgninger til legaterne.

Formålet med Nye veje
Formålet er at styrke kunstnerisk udvikling og fordybelse inden for kunstmusik, lydkunst og beslægtede genrer med henblik på både at støtte den enkelte kunstners professionelle udvikling og at bidrage til videns- og erfaringsdeling i de skabende musikmiljøer.

Med praksisbaseret kunstnerisk udvikling og fordybelse forstås bl.a. en undersøgelse af metode, kunstnerisk viden og erkendelse, modning i den kreative proces eller eksperimenter med forskellige værk og formidlingsformater.

Når du ansøger, forpligter du dig til at deltage i et afsluttende offentligt videndelingsseminar, der giver mulighed for kritisk refleksion med fagfæller. Her præsenterer legatmodtagerne deres proces og foreløbige resultater i et format efter eget valg. Det kan være på skrift, video, som mundtligt oplæg, workshop, performance, visning eller lignende.

Hvem kan søge?
Arbejdslegatet kan søges af professionelle lydkunstnere og komponister, som ønsker at afsøge og udforske nye musikalske territorier eller modne igangværende faglige undersøgelser med fordybelse og udvikling.

Hvad kan du søge støtte til?
Der er tale om frie udviklingsmidler, og du kan søge støtte til:

  • din egen kunstneriske fordybelse, hvor du undersøger nye udtryk eller territorier, eller ønsker at afprøve nye metoder eller materialer
  • at påbegynde en længere kunstnerisk proces, der ikke nødvendigvis resulterer i et konkret værkformat, men præsenteres inden for seminarets rammer.
     

Du kan IKKE søge støtte til

  • bestillingshonorar
  • produktionsvirksomhed, herunder koncert og udgivelse
  • videreudvikling af igangværende projekter, processer eller undersøgelser
  • Vær opmærksom på, at du IKKE må indsende den samme ansøgningstekst som til et arbejdslegat i Koda Kultur.
     

Hvad skal ansøgningen indeholde?

  • beskrivelse af den kunstneriske proces, herunder de tilhørende centrale spørgsmål og problemstillinger du vil dykke ned i
  • beskrivelse af hvordan det relaterer sig til dit kunstneriske virke i øvrigt
  • beskrivelse af hvordan fordybelsesprocessen bliver udført, dokumenteret og formidlet
  • et CV og/eller portfolio
     

I vurderingen og prioriteringen lægges vægt på nytænkning af den enkelte kunstners egen praksis og kunstneriske løbebane indtil nu.

Udvalget tilstræber desuden diversitet inden for genre, køn, geografi, alder, mv. i deres samlede vurdering af og prioritering mellem ansøgningerne