31 maj 2024

Panorama

Udstilling af Lars Lundehave Hansen

Udstillingen Panorama af Lars Lundehave Hansen udforsker forholdet mellem krop og tid gennem lyd i værker og værker af lyd.

Inspireret af oldtidens egyptiske gravkamre transformeres Regelbau 411’s bunkere til en totalinstallation, der placerer sig i krydsfeltet mellem arkæologisk feltarbejde og futuristisk science fiction.

Bunkerne vækkes til live som et mystisk univers med røg og blindgyder i en labyrintisk konstruktion, hvor gulvene er højtalere, væggene er falske, spejle og lys skaber forvirring. En multikanals komposition danner et allestedsnærværende lydspor, der glidende ændrer tema i takt med, at man som besøgende bevæger sig rundt gennem udstillingens rum.

Udstillingen vender op og ned på grænserne mellem det sakrale og profane som en refleksion over menneskehedens konstante dyrkelse af krig og ødelæggelse. I denne kontekst træder bunkerne frem som krigstempler fra det tyvende århundrede, både som levn fra en svunden civilisation og som hieroglyffer fra en endnu uopdaget fremtid.

Skabt som en museumsudstilling i en ikke-museal sammenhæng giver Panorama udsigt til de sorte huller i vores forståelse af verden. I bunkernes korridorer og gange mister vi ofte orienteringen i vores forsøg på at finde rundt i rummet og tidens forviklinger. Her må vi hengive os til øjeblikkets sanselige fylde, hvor fortid og fremtid smelter sammen, omend blot for en stund.