Komponist Mads Emil Dreyer tager afgang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistlinje med en debutkoncert d. 25. november, hvor ensemblet NEKO3, som Dreyer er medstifter af, opfører seks værker, der på forskellig vis kombinerer akustiske instrumenter som celeste, klokkespil og kirkeorgel med elektroniske elementer som glødepærer, video og computerlyde.
En klassisk computer-komponist
Dreyer er uddannet klassisk komponist fra den samme traditionsrige skole som Carl Nielsen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen, men hans musikalske horisont er lige så præget af software og drejeknapper som af violiner og tværfløjter.
Ved at sætte klassiske musikere sammen med computerklange skaber Dreyer en type musik, der svæver mellem det akustiske og det elektroniske. Ofte slører han grænserne mellem de to på en sådan måde, at værkerne bliver til en slags hybrider i grænselandet mellem det menneskelige og det maskinelle:
Jeg bruger elektronisk udstyr til at foretage en slags hacking af de akustiske instrumenter. Dvs. med elektroniske værktøjer udvider jeg de akustiske lydes domæne, samtidig med at jeg forsøger at holde fast i deres akustiske DNA. Derfor kan min musik nok hverken siges at være akustisk eller elektronisk, menneskelig eller maskinel. Snarere befinder den sig i et diffust og ustabilt sted mellem disse yderpoler.
Musikalske opholdsrum
Dreyers musik kommunikerer i tilstande, stemninger og billeder. Det er musik uden punchlines og store armbevægelser. Den bygger på repetitive mønstre, der sættes sammen til udstrakte lydflader med små gradvise forandringer. Effekten er tranceinducerende og hypnotisk.
Musikken udfolder sig både lineært og rumligt. Lineært, fordi den uvægerligt foregår i tid, og rumligt fordi den samtidig bliver til stillestående opholdsrum, som lytteren kan træde ind i. Snarere end udfoldede musikalske fortællinger eksisterer Dreyers værker som en slags skulpturelle former oversat til lyd.
