7 okt 2021

Med Fokus på kollektiv komposition

ES21-netværksmøde med Kamilla Kovacs og Johanna Sulkunen

Mød sangere og komponister Kamilla Kovacs og Johanna Sulkunen fra den elektroakustiske vokalgruppe IKI, som vil fortælle om, hvordan og hvorfor den kollektive komposition og arbejdsform er så inspirerende. De vil også komme ind på IKI’s innovative metoder ift. produktion og performance, som har medvirket til stor efterspørgsel og mange opgaver på den tværkunstneriske scene samt flotte anmeldelser. Gaffa skrev eksempelvis om deres seneste album Oracle: ’Musikken er næsten rumlig, sine steder næsten industriel og konstant udfordrende, udfrittende, udsyret... virkelig et fascinerende lydlandskab!”

Dagens vært er Brorsons Kirke, hvor musikkoordinator Esben Eyermann vil fortælle lidt om kirkens visioner for stedets musikscene. Et sted med en eksperimenterende musikprofil bakket op af en lang række koncerter i tidens løb med artister som Pharoah Sanders (US), The Neck (UK) og Huun-Huur-Tu (RU) og mange danske navne. På Kulturnatten kan man aktuelt opleve Brorsons altid fascinerende ChurChill arrangement med fokus på visuals og ambient elektronisk musik.

Mere om IKI
Vokalgruppen består af 5 kvinder fra Norge, Finland og Danmark. Ved brug af maskiner manipulerer de egne stemmer live på scenen og skaber et dragende her-og-nu-øjeblik med publikum. Musikken og lyduniverset spænder bredt men med en stærk kernelyd, hvor alt musik - akustisk og manipuleret - tager udgangspunkt i stemmen og dens mange lyde og facetter. Musikken spænder fra trance-lignende soundscapes over avantgarde beats til tråde til moderne kompositionsmusik.
https://www.kamillakovacs.com/iki