16 apr 2024

timepieces

Den 24. april debuterer komponist og lydkunstner, Loïc Destremau, fra Det Kgl danske Musikkonservatorium med en multimedie-forestilling, der udforsker temaet tid.

I samspil med Athelas Sinfonietta og Rei Munakata itale- og iscenesættes Tiden gennem alt fra akvarie-installation, elektronik og gamle ure til instrumental, video- og 3D-lydkunst, i undersøgelsen om tidens gamle kendinger, klichéer og vores vanlige opfattelser heraf kan få friske perspektiver.: Hvad vil taletid sige, hvad er tidens musik, eksisterer musik i tid og omvendt, taler musik til os, har tiden en stemme?

Koncertens instrumentale værker opføres af det danske nationalensemble for Ny Kompositionsmusik, Athelas Sinfonietta i sammensmeltning med multimedie-baserede opsætninger.

Først i programmet bydes publikum velkommen foran Ny Sal på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium af en spritny installation, før publikum indledes i Ny Sal til koncertens første værk. Herefter guides publikum over til konservatoriets store Koncertsal (tilbygningen ved siden af) til resten af koncerten.

Om Loïc Destremau:
Loïc debutterer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse i komposition, og koncerten er således debuten på komponistvirket efter sine studier, der startede helt tilbage i Aarhus i 2012 med udveksling undervejs til Bari i Italien, før han afsluttede kandidaten tilbage ved DJM og startede i solistklassen på DKDM.

Loïc arbejder hovedsageligt med teknisk og semantisk iscenesættelse af musik og lyds grundpræmisser, ofte i instrumentale, multimediale, installations- eller performancebaserede setups.
Han har tidligere modtaget bestillinger af og arbejdet med blandt andre:

Athelas-, Oslo- og Aarhus Sinfonietta, ensemble recherche, -hand werk, -Storstrøm og -Dasein, Uusinta-, dissonArt-, Caput og Esbjerg Ensemble, Jutlandia Saxofonkvartet, NJYD og eventuell.|duo.
Opførelser ind- og udenlands ved festivaler som Warsaw Autumn, impuls, Musikprotokoll, Gaudeamus, Nordic Music Days, KLANG, NOW!, OpenDays, Ung Nordisk Musik Festival og Darmstädter Ferienkurse.

Loïc modtog i 2017 Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens store talentpris for komponister og har modtaget støtte og arbejdslegater fra Statens Kunstfond, KODA, Dansk Komponistforening, Augustinus, Oticon, Obelske, Beckett og P.A. Hansen-fonden.