8 jun 2022

Open call: Lyden af fremtidens byrum

Hvordan kan lyd indgå i fremtidens byrum og markere Struer som Lydens By?

Struer Kunstråd indkalder til projektforslag for et kunstnerisk værk, der forholder sig til Struers offentlige rum og idéen om at markere en velkomst til Lydens By med udgangspunkt i arealer foran Struer Station.

Struer Kommune har siden 2020 arbejdet med kunststrategien Kunst med Effekt, hvor lydkunsten tænkes som en driver for kommunens udvikling i forhold til byudvikling, attraktioner og udviklingen af kreative miljøer. Med dette open call inviteres kunstnere til at foreslå projekter, der aktiverer kommunens identitet som Lydens By overfor de mange rejsende, borgere og besøgende, der færdes på og omkring stationspladsen.

Struer er hjemsted for flere internationalt orienterede virksomheder og tiltrækker med en række initiativer i “Lydklyngen” arbejdskraft og talent internationalt. Der er således et ønske om at signalere gæstfrihed og imødekommenhed, men også stolthed ved den lokale lydtradition på pladsen, der møder byens besøgende som noget af det første ved ankomsten til Struer.

Projektet skal have en samlet varighed på 2 år. Det kan være i form at ét projekt, der vedligeholdes i den samlede periode eller i form af flere mindre nedslag i perioden. Der er mulighed for forlængelse efter projektperioden. Beslutning herom træffer Struer Kommune i samråd med kunstneren.

LÆS DET FULDE OPEN CALL