Birgitte Alsted har skrevet et helt nyt værk til Allehelgen - en koncert med recitation om at blive ramt af noget, der splintrer normaliteten i sorg, smerte, tab, vrede - og fører til en transformation. En tilgivelse.
Værket kan kaldes "en indre allehelgensvandring" med korte spirituelle tekster, der knytter sig til musikken og reciteres af komponisten selv.
Værket er skrevet til klarinettisten Jonas Lyskjær Frølund, der spiller på flere typer af klarinetter, foruden de to organister Philip Schmidt-Madsen og Søren Christian Vestergaard, der skal spille på kirkens to orgler, som er stemt forskelligt, og cellisten Oskar Friis-Hansen samt fire sangere.
Værket kan opleves ved to koncerter i henholdsvis Matthæus og Trinitatis kirke i København.