1 sep 2022

Who is she // who am I

- kvindens nye fortælling

Som optakt til forestillingen ”WHO IS SHE // WHO AM I” har fem arkæologer og tre kunstnere rejst rundt på jagt efter oldtidens og nutidens stærke kvinder. Gennem et halvt år har de indsamlet folks historier om stærke kvinder. Fortællingerne er nu blevet omskabt til musik og scenekunst, som kan opleves på en vandring gennem marker, skove og over gravhøje i naturen.

KVINDERNE UNDER MULDEN
Hvem er de stærke kvinder fra oldtiden, og hvorfor har vi ikke hørt mere til dem? Med vandreforestillingen “WHO IS SHE // WHO AM I” sætter vi fokus på kvindernes skiftende roller igennem tiden og værdien af kvindernes arbejde og påvirkning af samfundet.

Den fraværende mor kontra den nærværende bedstemor, den opfindsomme Survivor-enke, vølven, husfruen og kongskvinden … de er der alle sammen! Et kærligt portræt af kvinden gennem tiden.

PÅ TIDSREJSE MED PUBLIKUM
Når mørket sænker sig over sensommeraftenen, står tiden stille … eller måske bevæger den sig med lynets hast på tværs af generationer og tidsaldre.

Publikum guides gennem skove, over gravhøje og marker, imens de lytter til et soundtrack i deres hovedtelefoner. “WHO IS SHE // WHO AM I” er en musikteateroplevelse fortalt med pyroteknik og kvindekroppe i fri bevægelse … en hybrid imellem lyriske sange, elektroniske soundscapes og fløjlsbløde messingblæsere, krydret med rituelle beats rykket op ad jordens dyb.

Det hele afrundes med live optræden på Årslevs nye udendørsscene Portalen – en smuk træbro, der strækker sig over åen og engdraget, hvor oldtidskvinden gik for mere end 1.700 år siden. Publikum bliver trukket igennem den gnistrende portal fra mudrede oldtidsgrave og ind i en ny fremtid … en ny kvindetid! “WHO IS SHE // WHO AM I” er kvindens nye fortælling.