16 mar 2022

VIL DU VÆRE MENTOR PÅ SKABERCAMP I SEPTEMBER?

SkaberCamp arrangeres for første gang i Aalborg i september 2022. Her vil instrumental- og komponiststuderende fra landets konservatorier arbejde i fire dage i et workshopforløb om kollektive kompositioner. Derfor søges nu seks mentorer, der med udgangspunkt i deres eget virke kan tilrettelægge og lede et forløb, der giver de studerende et indblik i at samarbejde i skabende processer. Workshoppen skal gerne ende med et mere eller mindre færdigt, musikalsk værk, og afsluttes med en koncert på OpenDays Festival, der afholdes d. 9.-11. september i Aalborg.
 
Der søges mentorer, der på forskellig vis har arbejdet på tværs i mødet mellem musiker og komponist. Måske er du selv både musiker og komponist? Eller du har skrevet værker til medskabende musikere eller/ og medspillende komponister? Vi søger mentorer, der har undervisningserfaring eller har lyst til at få det, og har et virke, der på en eller flere måder er nyskabende og vil kunne virke som inspiration for de studerende.

Hvor meget tid skal du sætte af?
Der vil være et indledende møde med styregruppen af Skaber Camp og OpenDays Festival i Aalborg i juni måned.  Derudover vil der være planlægning af den overordnede proces i samarbejde med de andre mentorer samt planlægning af egen undervisning. Hvis mentorerne aftaler det, kan der planlægges en online opstarts- workshop i august.
 
Selve SkaberCamp foregår onsdag d. 7. til søndag d. 11. september 2022, forventet seks timer om dagen inkl. pauser.
 
Løn:
12.000 kr. samt ophold i Aalborg d. 7.-11. september.