10 okt 2018

Into Utopia

Med soloudstillingen ’Into Utopia’ afslutter lydkunstneren og komponisten Niels Lyhne Løkkegaards sit kunstneriske forskningsprojekt ’Musik for det indre øre’ ved Rytmisk Musikkonservatorium.

Gennem flere år har komponist, lydkunster og adjunkt Niels Lyhne Løkkegaard skabt en række værker funderet i imaginær lyd, sonisk potentialitet og kuratoriske non-events. Værkerne står som forskellige undersøgelser af, hvad der kan siges at være virkeligt, og hvornår noget egentlig eksisterer.

Ved soloudstillingen ’Into Utopia’ præsenteres en række af Løkkegaards værker, og publikum inviteres ind i et utopisk lydlandskab, hvori det er op til den enkelte lytter at grave en indre lydverden frem. Lytteren bliver således skaber af forestillede værker – der er tale om den ultimative brugerindragelse.

Værkerne spænder fra lydinstallationer uden fysisk lyd til imaginære lydoplevelser af grafisk tegnet lyd – hvor beskueren selv må skabe indre åbne lydlandskaber ved at lytte med det indre øre.

Alle lytteoplevelser er i sagens natur fuldstændig valide og uangribelige – alle udfoldet i et imaginært rum – fri af angst og hierarkier.