Trio Ismena på Moderne Mandag

Uropførelsen af Ib Nørholms "Tabeltrio" i DR i 1960 blev noget af en mediebegivenhed. Politiken illustrerede Per Nørgårds artikel om værkets tilblivelse med billede af de tabeller, som Ib Nørholm havde udarbejdet med bl.a. tonenavne og -varigheder. Selv udtalte Ib Nørholm til DR: ”Tabellerne, den tekniske proces er en sag mellem komponisten og nodepapiret. Man skal lytte, andet krav er der ikke.”

Tabeltrioen er den første gennemført serielle komposition på dansk grund, og den og Jan Maegaards Schönberg-inspirerede klavertrio "Serenade" med undertitlen "O alter Duft aus Märchenzeit" er udgangspunktet for prisvindende Trio Ismenas første MODERNE MANDAG - der også byder på to uropførelser og en dansk førsteopførelse.

Komponisterne bag de to uropførelser er begge modtagere af Axel Borup-Jørgensens Komponistpris. Mette Nielsens "Den samme flod" er komponeret på bestilling af MODERNE MANDAG, Martin Staunings "3 Barcarolles" har Trio Ismena bestilt.

Den danske førsteopførelse er vinderværket af Franz Schubert und die Musik der Moderne 2017, der med Simon Steen-Andersen i juryen blev tildelt klavertrioen Stück 2 af den sydkoreanske komponist Jungjik Kim, der for første gang kommer til Danmark for at medvirke i indstudering og koncert.

Program
Jan Maegaard Serenade "O alter Duft aus Märchenzeit" (1960)
Peter Brask Elve Tonefølger for violin og Duetto for violin og cello (1996)
Ib Nørholm Tabeltrio ops 22 (1958)
Martin Stauning 3 Barcarolles (2018) Uropførelse
Mette Nielsen Den samme flod (2018) Uropførelse
Jungjik Kim Stück 2 (2017). Dansk førsteopførelse