Tilskud til klassisk musik i Tyskland 2020

Danske professionelle klassiske musikere kan nu søge Statens Kunstfond om tilskud til aktiviteter i Tyskland i 2020.

I 2020 har den danske og den tyske regering indgået aftale om et kulturelt venskabsår, som fejres parallelt med markeringen af 100-året for Genforeningen. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har fokus på fejringen, så danske professionelle klassiske ensembler, kor, orkestre, solister og komponister i 2020 kan søge støtte til koncertaktiviteter og mulighed for at opsøge og udvikle samarbejder og netværk i Tyskland.

Det er muligt at søge om støtte gennem puljen "Internationale koncertaktiviteter - Klassisk musik", hvor udvalget ved uddelingerne den 15. august og den 1. oktober 2019 prioriterer projekter i Tyskland, der afvikles i det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Der kan i forbindelse hermed ses bort fra kravene om, at der som hovedregel skal afholdes minimum tre koncerter i forbindelse med rejsen, og om professionel honorering, dersom projektet vurderes at fremme det danske musikliv og kultursamarbejdet med Tyskland.

Læs mere om puljens kriterier og indsend din ansøgning til fristen 15. august eller 1. oktober 2019