26 feb 2020

Tidens musik / Musikkens tid

Koncert med Athelas Sinfonietta d. 4. marts i Koncertkirken

De danske komponister Loic Destremau og Kristian Rymkier spiller op mod græske Panayiotis Kokoras og italienske Clara Iannotta i fire ganske forskellige værker, der på hver deres måde opløser tid, rum og erindring - for at skabe nye tider, nye rum og nye erindringer.

Ideerne bag denne koncert er flere - bl.a. endnu engang Marcel Proust og hans evne til at gøre tiden cirkulær, eller måske endda hans evne til at gøre forskellige tider nærværende i et og samme punkt.

Det samme sker måske i nogle af aftenens værker, der dog også for nogles vedkommende distancerer sig fra Proust og det soveværelse han opholdt sig i i årevis, beklædt med kork for at holde verdens støj ude. Ved denne koncert lukkes støjen ind - ikke for at skabe ubehag, men for at gennemskue den, erkende dens mulige musikalske kvaliteter og forsøge at udvide vores musikalske verdensbillede.

Proust og musikken benytter erindringen som en forudsætning for forståelse af, hvad der foregår, ligesom opmærksomheden på genkommende mønstre, dufte, farver og lyde tilsammen kan muliggøre vores oplevelse og følgende forståelse af musik, vi aldrig før har hørt.