11 apr 2025

Tak for engagement i generalforsamlingen 2025

Mandag d. 7. april fandt DKFs årlige ordinære generalforsamling sted med godt og vel 50 deltagende medlemmer.

DKFs forperson, Juliana Hodkinson, fremlagde bestyrelsens årsberetning, hvoraf det fremgik, at vi i 2024 ikke alene har forstærket foreningens stemme som fortaler for kunstmusik og lydkunst, men også har haft fokus på nogle af de metoder og værdier som ifølge vores optik er en selvfølge at arbejde med på dette område i dag: Samarbejde, faglighed og systemskifte.

Samarbejde – som en nødvendighed, men også som en vækstmodel og som en organisationsstrategi der afføder både kompleksitet, men også mange muligheder.

Faglig fordybelse – som fundament for meningsfyldt skabende kunstnerisk arbejde på musikkens og lydens præmisser.

Kulturændring og proportionelle systemskift – både internt i musikmiljøet og udadtil over for musikkens mange lyttere og aftagere.

Som et eksempel på vores internationale samarbejdsstrategi har DKF i 2023 og 2024 været projekthub for Nordiske Musikdage i udviklingen mod at blive en festival, der løftes af hele Nordisk Komponistråd i flok, og som arbejder proaktivt med nye narrativer omkring musikskabelse i Norden. Glasgow var vært for et brag af en festivaludgave af Nordiske Musikdage i november 2024, der viste, at der er international efterspørgsel på ny dansk musik og lydkunst – ikke blot som eksportvare, men også som ressource og inspiration i kulturudveksling med Vestnorden på tværs af geopolitiske og økonomiske sårbarheder.

Ny kompositionsmusik nåede ud til nye ører med projektet SPOT FLUX’s debut på SPOT Festival i Aarhus i maj 2004, med 4 ensemblekoncerter og 10 værker, der var med til at udvide SPOT-festivalens musikalsk diversitet.

Den internationale kunstnergruppe, som DKF sammen med Art Music Denmark og Initiative neue Musik Berlin nedsatte i 2023 til at gå i clinch med kunstneriske problemstillinger ift. klimakrisen, havde i 2024 flere oplæg og bløde interventioner på Classical:Next og Time to listen i Berlin samt på Nordiske Musikdage i Skotland.

Vores indsats i Trygt Rum og for Fair Practice er eksempler på foreningens løbende værdibaserede arbejde med kulturændring, systemskifte, diversitet og bæredygtighed – med omtanke, fagrelevans og ud fra analyser af de udfordringer, som vores medlemmer skildrer for os.

Trygt Rum er en ressource for hele musiklivet, der er vokset ud af DKF og Autors arbejde med 2030 Kønsmålene, og som nu tæller over 20 organisationer. I 2024 har Trygt Rum grebet musiklivet med både overordnede indsatser og akuthjælp og etableret sig som et netværk for sensibilisering af musiklivets strukturer.

DKF afsluttede i november 2024 den første fase af vores strategisk værdibaserede arbejde med Fair Practice med en høring organiseret i samarbejde med UKK og Dansk Kunstnerråd og med støtte fra Bikubenfonden, Augustinusfonden og Koda Kultur. Fair Practice er et område, hvor vi samarbejder på tværs af kunstarter, men konkretiserer værdierne for kompositionsområdet med retningslinjer for værkbestillinger, open calls, konkurrencer, og med vores Fair Practice Pris, som i 2024 blev uddelt for tredje gang. Fair Practice indsatsen fortsætter i 2025 i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund og Dansk Kunstnerråd.

DKF engagerer sig i musiklivets økonomiske og musikpolitiske problemstillinger og muligheder gennem vores plads i Kodas bestyrelse og vores rolle i forvaltningen af kulturelle midler, hvor vi i 2024 har cementeret foreningens renommé for ordentlig og grundig professionalisme, for kvalitet i forvaltning af kulturmidler og for at byde ind med visioner, løsningsforslag og velovervejede positioneringer, som bringer vores grundværdier og ti-punkts strategi i spil over for mange interesser og problemstillinger til gavn for dansk musikliv.

Ovenstående er blot et uddrag af nogle af vores mange aktiviteter i 2024.

NYE ANSIGTER I BESTYRELSE OG FORDELINGSUDVALG
Juliana Hodkinson blev genvalgt som forperson for en to-årig periode, René Mogensen blev genvalgt til bestyrelsen, Peter Bruun og Søren Nils Eichberg blev begge nyvalgt som bestyrelsesmedlemmer og Signe Heinfelt som nyvalgt suppleant.

Bestyrelsen ser dermed nu således ud: Juliana Hodkinson (forperson), Mette Nielsen, Bo Lundby- Jæger, René Mogensen, Lars Lundehave Hansen, Peter Bruun og Søren Nils Eichberg samt Laurits Jongejan og Signe Heinfelt (suppleanter).

Stor tak til Line Tjørnhøj, Tan Tuan Hao og Lil Lacy, som valgte ikke at genopstille, for deres store arbejde i bestyrelsen.

Nye medlemmer af fordelingsudvalget
I år var der også valg til foreningens fordelingsudvalg, hvor Ylva Lund Bergner og Xavier Bonfill blev valgt.

En stor tak skal lyde til Martin Stauning og Lars Kynde, som dermed afslutter fire års kompetent arbejde i fordelingsudvalget.

Tillykke og tak
Stort tillykke til de valgte og stor tak til alle de medlemmer, der deltog aktivt – ikke mindst i årets medlemsdrøftelser - såvel fysisk som online. Det er dejligt med en forening af så engagerede medlemmer.