Stemt 2018

- hvem er demokrati?

STEMT er en transformerende vokalfestival i jazzfestivalen og udkommer hvert år i et nyt format. STEMT kunne første gang opleves under Jazzfestivalen 2017 på Teaterøen.

Festivalen foregår i år øverst i Huset i Magstræde mandag d. 9. Juli kl. 15 - 21. Omdrejningspunktet er “Hvem er demokrati?” Her undersøges stemmen som demokratisk redskab i et fuldt improviseret forløb på 6 timer. Publikum kan komme og gå, som de vil. Og kan deltage lydligt 1 gang i timen. De 6 involverede sangere deltager alle 6 timer. Indbudte gæstesangere dukker op på af dem vilkårligt valgte tidspunkter. Alle bevæger sig frit i rummet.

Vi udgør en menneskehed, der ændrer sig med hver enkelt af os: Koncerten bliver et lydligt billede på netop det. Hvad er en stemme? Hvad gør den? Hvad kan den? I et samfund. En verden. En komposition. Hvilken indsats kræver det at bruge den ? Hvilken forskel afstedkommer den?

Holdet af sangere er sammensat af performere med meget forskellige bud på både udtryk, genre, baggrund og stil. Rummet og Lyden er sat til at udforske dette bedst muligt.