30 okt 2017

Space series

En magisk aften i lyd, lys, musik og rum

Normalt er der ro, ord og grå vægge, men denne aften er Den Sorte Diamant helliget lyd, lys og billeder og man kan blive del af en unik, sanselig og eksklusiv aften i Space Series, hvor man med et glas vin i hånden kan opleve koncert i Den Sorte Diamants højloftede Atrium.

Programmet byder på værker af Fuzzy, Wayne Siegel, Sebastian Edin, Filip Johan Arnested og Søs Gunver Ryberg, der frit vil flyde fra Den Sorte Diamants imponerende 12-kanalers højtalersystem, alt imens Obscura Vertigo transformerer rummets grå vægge med opfindsomme og dragende vægprojektioner tilpasset musikken. Den Sorte Diamant forvandles til en surrealistisk scene i en opsigtsvækkende lyd, lys, musik og rum seance, som Obscura Vertigo tidligere har gjort til bl.a. koncerten Sfærenes Musik i april 2016.

Wayne Siegel har været huskomponist på Det Kgl. Bibliotek fra medio 2015 til medio 2017. Hans hovedværk fra huskomponistsamarbejdet er den computergenereret Outside-In der dagligt afspilles kl. 13 - hver dag i en ny version. Til denne lejlighed har Wayne sammensat en ca. 15 min. lang version til det store højtalersystem.

Fuzzy, der var den første komponist der leverede musik til anlægget med værket Katalog fra 2002, der henter inspiration i Det Kgl. Biblioteks samlinger med et nyt værk for hver uge, har til denne aften valgt to af disse ud.

Søs Gunver Ryberg skrev to værker til anlægget i 2013 i anledning Dansk Komponistforenings 100 års jubilæum, og så er der to uropførelser på programmet bestilt af Det Kgl. Bibliotek, og det er henholdsvis af Sebastian Edin og Filip Johan Arnested.