Skattegraveren

Ny dokumentaropera om en af verdens største folkemindesamlere

Skattegraveren, den danske Evald Tang Kristensen (1843-1929), anses for at være den største folkemindesamler i den vestlige verden. Til april er der urpremiere på en dokumentaropera baseret på det rige materiale af mundtlige overleveringer, Evald Tang Kristensen indsamlede i det 19. og 20.århundrede på den jyske hede.

Det er den herboende italienske komponist, Mauro Patricelli, der står bag forestillingen Skattegraveren. Mauro Patricelli dykker ned i dansk kulturhistorie med denne forestilling om en enestående pionér i dansk etnologi og hans utrættelige indsats for at indsamle folkeminder.

Dokumentarisk materiale udgør moderne opera

Skattegraveren gør brug af dokumentarisk materiale bestående af billeddokumentation og lydoptagelser af den jyske almues dagligliv. Værkets libretto er hovedsageligt et uddrag af Evald Tang Kristensens tekster kombineret med andre dokumentariske kilder. Forestillingens musik bygger ovenpå de originale folkemelodier, som Evald indsamlede i løbet af sit mangeårige feltarbejde. Melodierne fortolkes gennem en kombination af operaelementer, avantgardemusik, barokmusik og rytmisk musik.

Italiensk komponist graver ned i dansk kulturarv

Mauro Patricelli har været bosat i Danmark siden 2007, hvor han som komponist har samarbejdet med adskillige ensembler og solister både indenfor det klassiske musikmiljø og det rytmiske. Derudover har han komponeret tre dokumentaroperaer, hvoraf Skattegraveren er hans seneste.

”Som komponist var det i første omgang Evalds lydoptagelser af viserne og instrumental musik, der naturligt tiltrak min interesse. Men da folkemusikken er et udtryk af det samfund, som har skabt den, blev jeg også fascineret af de andre aspekter af hedens folks kultur, som Evald dokumenterede. De barske levevilkår kunne jeg både se noget fremmed og eksotisk i - i forhold til den sydeuropæiske folkekultur, men jeg kunne også genkende nogle af bondekulturens universelle aspekter; forholdet til årstiden og til naturen, den dybe empati overfor dyr, overtro og ritualer,” siger Mauro Patricelli.

De to tidligere værker, der ligeledes bygger på etnografisk materiale og på folkemusikalske traditioner, er Syng for fremtiden, Ingeborg (2014) og Dansejæger (2016).