15 aug 2022

Skab, lyt, oplev og leg

Kom til familiefestivalen BIG BANG på Amager

Den 20. – 21. august forvandles Musiktorvet på Amager til en festivalplads med koncerter, teater, kreaværksteder og kunstværker for børn i alle størrelser. Kom med på en vild musikalsk rejse med jazzlegenden Thelonius Monk. Læg dig godt til rette på bløde puder og bliv omringet af drømmemusik fra hjemmelavede trompeter, tubaer og tromboner eller skab noget skørt og fint i kreaværkstedet, som du kan tage med hjem. Alt dette og meget mere kan du opleve til årets BIG BANG Festival.

Athen, Sevilla, Reykjavik, Lissabon og nu København. Den europæiske børnekulturfestival BIG BANG popper op i de europæiske storbyer på forskellige tidspunkter i løbet af året, og i weekenden den 20. – 21. august er det børnefamilierne i Københavns tur til at gå på opdagelse i skæve, sjove, rørende og helt unikke forestillinger, koncerter og kunstoplevelser.

Meget passende danner Musiktorvet på Øresundsvej og de omkringliggende spillesteder, kulturhuse og teatre rammen for festivalen, der er dedikeret til musik for eventyrlystne ører i alle størrelser. Det er Børnekulturhus Ama’r, der i samarbejde med festivalens belgiske ophavsmand Wouter Van Looy, har lavet et program fyldt med koncerter, installationer og workshops.

Fokus i festivalprogrammet er lagt på god musik, der iscenesættes, så alle, uanset alder, kan være med og nyde og opleve den på forskellig vis. Musikere, skuespillere og kunstnere har alle gjort sig umage for at skabe en helhed i det de gør, hvor scenografi, dans og teater smelter sammen til en uforglemmelig helhedsoplevelse.

Et brag af en weekend!
Både lørdag og søndag kan alle, der er vilde med fart, farver og fed jazz opleve den prisvindende forestilling ’Thelonious’. Tempoet er højt og musikken er vild og vidunderlig, når Zonzo Compagnie og De Bieren Gieren leverer et musikalsk og visuelt portræt af den kendte komponist. Der er ingen dialog i forestillingen og musikken er udelukkende Thelonious Monks kompositioner, hvor af flere med tiden er blevet jazz standards.’Thelonius’ spiller to gange både lørdag og søndag og kan opleves af alle over 6 år.

I et noget roligere tempo udfolder den klassiske musikforestilling Ø sig, hvor det særlige bånd mellem børn og deres bedsteforældre hyldes gennem ord og musik. Den rørende forestilling er skrevet af komponist Kristina Holgersen og forfatter Stine Pilgård med skuespiller Siff Vintersol på scenen sammen med fire musikere fra Lydenskab. Ø spiller to gange om søndagen og er for børn over 6 år.

Amager Bio fyldes normalt af headbangers og guitarriffs, der får kæmpestore højtalere til at vibrere helt ned i gulvet. Men når den elektroakustiske forestilling Lydkompasset indtager spillestedet om lørdagen, er det med små personlige højtalere som hvert barn får tæt ind på kroppen. Man kan være 2 børn og 1 voksen pr. højtaler, og når de tændes, drager man ud på en eventyrlig lytterejse tilbage i farmors minder, hvor katte leger fangeleg mellem børnene, luftpandekager flyver rundt i rummet, stemmer fra fortiden stikker af, og vi må ud på havet og ind i hekseskoven. Lydkompasset spiller tre gange i løbet af lørdagen, og der kan være 24 ’par’ pr. forestilling.

Udover festivalens scener på Amager Bio, BETA, Børnekulturhus Amar, Teater ZeBU og Musiktorvet, kan du også komme helt tæt på en forestilling når bare 25 personer ad gangen inviteres ombord på PAKMANs lille lastbil. Herinde er rytmerne i centrum når jonglør Stijn Grupping og trommeslager Frederik Meulyzer sammen udforsker ’tid’. I lastbilen møder publikum ’Pakman’, der klargør og leverer pakker i et hæsblæsende tempo. Men hvordan påvirker denne pålagte travlhed vores naturlige rytmer som vejrtrækning og hjerteslag? Stijn og Frederik lader rytmerne fra deres hoppende bolde og trommer gå i dialog, harmonere og støde sammen. PAKMAN spiller tre gange både lørdag og søndag og er for alle over 5 år.

Lav dit eget kunstværk og spil på nyskabte instrumenter
I Børnekulturhus Ama’r har komponist Alexandra Hallén skabt installationen ’mellem skygger og lys’ hvor alle kan gå på lydlig opdagelse for hvad er et instrument og musik egentlig? Kan du spille på gamle tekander, riste, tallerkener og kopper med bestik? 8 installationer med ting i metal venter på at blive afprøvet. Er det instrumenter eller måske noget andet. 2 gange søndag spiller Halléns ensemble Krumbuktus et værk for cello, kontrabas, to performere og stemmer skrevet særligt til at blive opført i installationen.

I det åbne festivalværksted sidder kunstner Maria Lau Krogh klar til at hjælpe jer godt i gang med at skabe små kunstværker – før eller efter forestillingerne, installationerne og alle de andre lydoplevelser.