Simon Steen-Andersen hædres på ny

Mauricio Kagels Musikpris går i år til den 41-årige danske komponist og installationskunstner Simon Steen-Andersen, der til daglig bor i Berlin.

Prisen, som ledsages af 50.000 euro, uddeles hvert andet år af den tyske Kunststiftung NRW til en kunstner, der ligesom den tysk-argentinske komponist Mauricio Kagel (1931-2008) arbejder på tværs af kunstarterne i en søgen efter nye kunstneriske udtryksformer og nye måder at udforske lyd på.

“Simon Steen-Andersen er en på alle måder nutidig komponist. Hans nysgerrighed, humor, ærlighed og personlige udtryk har allerede slået Simon Steen-Andersens navn fast på den internationale musikscene, hvor han både er kendt som en klog strateg og en frygtløs eksperimentator,” lyder det i juryens begrundelse for at udvælge den danske komponist som årets prismodtager

Simon Steen-Andersen modtog tidligere i år Ernst von Siemens’ Komponistpris, og i 2014 blev han tildelt Nordisk Råds Musikpris for værket Black Box Music.