11 sep 2017

Shouting out loud!

- en interaktiv lydinstallation/live performance i nedlagt militærhavn på Fyn

Shouting out Loud! er en kombination af lydskulpturer og performance-koncerter lavet specifikt til Slipshavn på Fyn - skabt af kunstnerkollektivet Vontrapp.

Skulpturerne tager form som transportable lytte- og kaldeobjekter og er en fortolkning af tågehorn, hvis funktion er at gøre opmærksom på et skibs eller en havns position.

Publikum opfordres til at skabe ny opmærksomhed omkring Slipshavn ved at tage skulpturerne med sig ud til fem bestemte lokationer i Slipshavns unikke landskab. Her kan man slå sig ned på skulpturens stolelignende konstruktion og enten lytte til områdets lyde gennem de store tragte, råbe egne budskaber ud over havet eller læse de fem medfølgende digte, der er skrevet specifikt til de udvalgte lokationer.

Skulpturerne vil indgå i en række performances, hvor lyden af tågehorn og akustiske horninstrumenter bruges til at skabe en koncert for og til havet.

Lydskulpturerne kan opleves på Slipshavn fra den 10.- 17. september 2017 og er en del af festivalen Mod.strøm, der har som mål at skabe opmærksomhed omkring oversete steder. Læs mere om festivalen