6 maj 2021

Re-acknowledging composers

Ungt kammerorkester gentænker den klassiske komponist anno 2021.

I en undersøgelse, som Dansk Komponistforening iværksatte i 2018, viste det sig at mindre end 5% af den mu­sik, der bliver spillet i danske koncertsale, er skrevet af komponister, der ikke er hvide, vestlige mænd. Dette skaber et uheldigt billede af, hvad en ’rigtig’ komponist er for noget, og det billede ønsker det unge Århusianske kam­merorkester Ensemble Pluma at gøre op med.

Langt om længe kan landets orkestre invitere på koncerter igen, og Ensemble Pluma er ingen undtagelse. Ensemblet starter nemlig deres koncertsæson ud med to koncerter under titlen ’Re-Acknowledging Composers’ sidst i maj måned. Her vil de sætte fokus på komponister med baggrunde, der normalt er underrepræsenterede i de klassiske koncertsale. Programmet består af musik af svenske Britta Byström, canadiske Linda Catlin Smith og amerikanske Florence Price samt en sangcyklus af britiske Dame Ethel Smyth, hvor ensemblet har sopran Laura Helene Hansen med på scenen for at fremføre.

Som følge af historiens gang er komponisthvervet blevet til noget, de fleste ubevidst forbinder med værende forbeholdt hvide, vestlige mænd, og selv efter de seneste MeToo-bølger og Black Lives Matter-demonstrationer står det klassiske musikliv i Danmark stadig med en repræsentationsmæssig udfordring, når det kommer til hudfarve, køn, geografi og seksualitet.

Denne udfordring ønsker Ensemble Pluma at tage op. Ensemblet er nemlig af den overbevisning, at der er masser komponister af bred repræsentation at vælge imellem. At gøre dette er dog et aktivt valg, der skal tages, som desværre bliver truffet for sjældent. Ubevidst, uden at tænke over det, holder vi fast i gamle vaner, men vi må én gang for alle anstrenge os for at bryde ud af cirklen – vi bliver nødt til at gentænke den klassiske komponist anno 2021.