Ændringerne er et resultat af et grundigt arbejde i DKFs bestyrelse og sekretariat gennem halvandet år, som blev sat i gang ud fra et ønske om, at støtte fra puljerne i højere grad skal understøtte komponisters virke og lette det ansøgningsarbejde, vi ved, er en stor del af mange komponisters professionelle liv.
Ny pulje: Værkskabelsespuljen
Fra 1. februar lancerer DKF en ny pulje – Værkskabelsespuljen – der udvider støtte til bestillinger fra en anden aktør til også at dække selvproducerende komponisters / lydkunstneres egne produktioner samt forprojekter til større aftalte projekter.
For alle formål gælder det, at det er komponisten, der skal søge.
- Værkproduktion dækker både produktion af værker med en ekstern bestiller og komponisters egenproduktion. Det er komponisten, der skal indsende ansøgningen, også når der er en ekstern bestiller. Bestilleren skal dog bekræfte ansøgningen, og der skal stadigvæk vedhæftes en underskrevet kontrakt.
- Komponister og lydkunstnere, der er ansvarlige for en egenproduktion, kan søge støtte til eget honorar / egen produktion med en offentlig fremførelse for øje.
- Komponister med en aftalt bestilling på et større værk, hvortil der er behov for en udviklingsfase, kan søge om støtte til et forprojekt.
Læs mere om Værkskabelsespuljen
Arbejdslegater fremadrettet
Fra 2026 kan du under Koda Kultur kun søge arbejdslegater inden for det kunstmusikalske genreområde én gang om året, nemlig den 1. oktober.
Vi har lavet denne ændring, for at ansøgninger om arbejdslegater fra Koda Kultur i højere grad kan tilrettelægges og spille sammen med ansøgninger om arbejdslegater fra Statens Kunstfond i foråret, men også for i højere grad at kunne prioritere substantielle arbejdslegater, der kan understøtte komponisters professionelle virke. Læs mere om arbejdslegatpuljen
Støtte til Koncertproduktion og formidling
Fra 2026 ændres støtte til Koncertproduktion fra at være en underskudsgaranti til at være et tilskud, der udbetales som fuldt beløb sammen med tilsagnet. Man skal dog som ansøger være opmærksom på, at man kan blive udtrukket til en stikprøvekontrol.
Rejselegat puljen udvides
Vi udvider puljen til Rejselegat, så det bliver lettere at søge støtte til grønne rejsevalg, assistance og familieforpligtelse i forbindelse med arbejdet som musikskaber.
Vælger du at rejse klimavenligt – typisk tog i stedet for fly - og/eller har du brug for assistance på din rejse pga. funktionsnedsættelse eller familieforpligtelser, kan du søge om ekstra støtte til dette ud fra følgende takster:
- ekstra rejsedage pga. grønne rejsevalg 650 kr. per dag
- personlig assistance 1500 kr. per medhjælper (max. 2 medhjælpere)
- medbragt barn 1000 kr. per barn
Nye frister i flere af puljerne
Koncertproduktion, Mentorforløb, Rejselegat og Værkskabelsespuljen vil fremadrettet have frist tre gange om året: 1. marts, 1. juni og 1. oktober.





