27 feb 2018

Portræt af Eva Noer Kondrup

I tredje portræt af vores podcastserie, produceret af radiojournalisten Birgitta Tollan, kan du møde komponisten Eva Noer Kondrup.

Eva var den første kvinde i Danmark, som begyndte på kompositionstudiet på musikkonservatoriet i København og blev hurtigt kendt som hende, der skrev rigtig mange noder. Hør om hendes fascination af noder som tegn, og hvad der ligger bag dem, om musik skabt ved hjælp af kast med en terning, og om hvordan naboens kniplerier blev en åbenbaring for Eva, der så dem som kvindernes uskrevne musik...

Om DKFs podcastserie

I Dansk Komponistforening har vi diversitet i musiklivet som et fast indsatsområde. Vi arbejder bl.a. med, hvordan komponister i højere grad kan være synlige - og forskellige - rollemodeller for børn, unge og voksne der skaber eller gerne vil skabe musik, og hvordan der kan komme mere ny musik og mere musik af kvinder på koncertprogrammerne hos danske orkestre, ensembler, festivaler, musikforeninger m.m.

Hyppige svar på spørgsmålet om, hvorfor der ikke er værker af kvinder på repertoiret, er, at der næsten ingen er, eller at man ikke kender nogen.

I Dansk Komponistforening er pt 14% af foreningens medlemmer kvinder. Kvinder, der som professionelle komponister skaber musik inden for et væld af genrer og udtryksformer. Vi har bedt den svenske radiojournalist og podcaster Birgitta Tollan om at lave en serie portrætter i 2017/18 af nogle af disse kvinder.