6 jan 2023

Optagethed

Kunstnerduoen WE GO står bag podcastrækken Optagethed - en auditiv undersøgelse af duoens vestjyske lokalmiljø, skabt med udgangspunkt i fire vestjyders daglige lydlandskaber, associative samtaler og WE GOs musikalske kompositioner.

WE GO er et samarbejde mellem komponist Niels Bjerg, og koreograf Kirstine Kyhl Andersen. De er begge opvokset i Jylland, men flyttede som mange andre provinsbørn derfra. Efter 20 år i Amsterdam og København er de dog flyttet tilbage til Vestjylland og med OPTAGETHED forsøger de med lyd som undersøgelsesredskab at nærme sig deres på samme tid nye og velkendte lokalmiljø.
 

BINAURAL LYD
Lydene i podcasten er optaget binauralt. Det er en optagemetode, hvor to mikrofoner placeres inde i ørene på hovedpersonen og dermed gengiver, hvordan de hører lydene omkring sig. På den måde etableres et enormt intimt rum, hvor lytteren, væbnet med høretelefoner, får lov til at dykke ned i et andet menneskes sanseverden. Hvad er det de bemærker? Hvad er det for en virkelighed deres ører bevæger sig igennem? Lyden suser som en kolibri om ørerne på lytteren, og det på overfladen upåfaldende træder pludselig i karakter, åbner sig og antager en nærmest symfonisk karakter.

Med udgangspunkt i de indsamlede optagelser udvider WE GO hovedpersonernes virkelighed med musikalske kompositioner. Podcastens lydlandskab befolkes af toner, rytmer og det de kalder en lydkoreografi. WE GO betragter lyden som en slags dansende krop, og de binaurale optagelser gør det muligt at lade lydene bevæge sig omkring lytteren ad nøje koreograferede ruter.