4 okt 2018

Nyt partnerskab mellem lydfestival og Bang & Olufsen

Bang & Olufsen og lydkunstfestivalen Struer Tracks går sammen i et nyt partnerskab om at udvikle lydkunst og fremtidens audioprodukter. Samarbejdet skal samtidig bidrage til kulturlivet i Struer Kommune generelt.

Bang & Olufsen har tidligere støttet aktiviteter ved Struer Tracks gennem sine dybe kompetencer inden for lyd, og virksomheden har samtidig fået feedback og ideer fra kunstnere og andre brugere i forbindelse med festivalen. Så der er tale om win-win for både Struer Tracks og Bang & Olufsen med den nye aftale, som formaliserer samarbejdet frem til 2021.

Parterne skal samarbejde om tre elementer – udviklingen af lydkunstværker, et PodcastAkademi og etableringen af produktionsmiljø for lydkunst.

”Samarbejdet med Bang & Olufsen er altafgørende for os. Ikke blot er virksomheden den største private arbejdsplads i byen, men Bang & Olufsen har dybe kompetencer inden for lyd, og deres deltagelse vil uden tvivl også bidrage til at skabe synlighed om festivalen langt udover kommunegrænsen. Vi er ikke tvivl om, at vi kan etablere noget enestående i Struer, hvor kunst og erhverv tilsammen kan skabe helt unikke oplevelser med udgangspunkt i lyd,” siger festivalleder for Struer Tracks, Jacob Kreutzfeldt.

”Vi glæder os til samarbejdet, som bliver en gevinst for både Bang & Olufsen og for Struer by som helhed. Vi kan få inspiration til, hvordan lyd, design og kunst kan tænkes på nye måder, og vi har en stærk tro på, at festivalen kan vokse yderligere og blive en vigtig begivenhed på den danske kunst- og kulturscene. Samtidig styrker festivalen Struers position som Lydens By, hvilket også gør det lettere for os at tiltrække medarbejdere i fremtiden,” siger Christian Iversen, Senior Vice President i Bang & Olufsen.