I samarbejde med Godsbanen Åbne Scene og Radar inviterer DKF lørdag d. 1. oktober til vidensseminar om kunstnerisk forskning.
Modtagerne af Dansk Komponistforenings stipendier til kunstnerisk fordybelse, Nye Veje i 2021, Olga Szymula, Matthew Grouse, Kiku Day og Christian Skjødt Hasselstrøm, vil fortælle om de projekter, de har arbejdet med, den udviklingsproces, de har været igennem og de erfaringer, de har gjort det forgangne år.
Stina Marie Hasse Jørgensen og Juliana Hodkinson modererer Q&As med de fire komponister og salen undervejs.
Ud over de fire legatmodtagere kan du møde Max Wallmeier & Maia Means, Stina Marie Hasse Jørgensen og Marie Højlund, som alle udøver kunstnerisk forskning i forskellig kontekst, og der vil være dialog, info om næste ansøgningsrunde til Nye Veje og mulighed for at mingle med dine kolleger.
En del af DKFs strategi
Med Nye Veje ønsker vi i Dansk Komponistforening at understøtte vores strategi om flere muligheder for at bedrive fri kunstnerisk forskning og arbejde for flere frie midler til dette område.
Vi vil positionere skabende kunstnerisk arbejde som et væsentligt vidensfelt i samfundet.