26 feb 2020

nye værker møder Bachs værker for soloviolin

I år er det 270 året for komponisten J. S. Bachs død. Det fejrer de i Engholmkirken i Allerød over hele tre søndage i løbet marts måned, når komponist og violinist, Kuno Kjærbye, spiller samtlige Bachs værker for soloviolin. Ved hver af koncerterne spilles henholdsvis en sonate og en partita samt et kortere nyere værk bestilt af Kuno Kjærbye til koncertrækken af tre komponister, Lil Lacy, Bo Andersen og Hanne Tofte Jespersen, der perspektiverer og forholder sig til Bachs musik på vidt forskellige måder.

Rækken af Bach-koncerter i Engholmkirken er et projekt, der længe har ligget Kuno Kjærbye på sinde, og som har været længe undervejs. Selv siger han om projektet:

"Hvis man er til Bach - og det er jeg - så er værkerne noget af det mest betagende, der er skrevet for violin overhovedet og det på mange niveauer. De er krævende at spille og betragtes af mange som violinisternes Himalaya - kongevejen til beherskelse af violinens tekniske og musikalske udtryk. Det er musik i to en halv times realtid. Og så meget musik bliver styrket i dialog mellem musikeren, et medlevende publikum og ikke mindst musik skrevet af en nulevende komponist: Et prismatisk referencepunkt bliver skabt mellem det nye værk og Bachs - en tilstedeværelse som spejler fortid, nutid og det fremadskuende i et samlet spændingsfelt.”  

Ved den første koncert søndag d. 1. marts kl. 16.00 opføres Bachs Sonate i g-mol og Partita i h-mol foruden Lil Lacys ”Tre satser i kontrast til og korrespondance med Bachs Gm-Sonate & Hm-Partita i et kirkerum”.


Om Kuno Kjærbye

Kuno Kjærbye startede med at spille violin som 9-årig. Som ganske ung, kun 15 år gammel, kom han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på violin. Allerede dengang havde han en spirende fornemmelse for komposition, men blev anbefalet, bl.a. af komponist Ib Nørholm, først og fremmest at blive en dygtig instrumentalist, for så senere at tage fat på det kompositoriske. Han debuterede fra solistklassen i 1985, med et års studier på New England Conservatory, Boston, USA, i 1982-83. Kuno Kjærbye har således dels været en ambitiøs violinist igennem snart tredive år og dels engageret sig i skabende musikalske samarbejder og projekter som både komponist og som iværksætter.