5 sep 2018

Ny musik i Aalborg

I dagene 14.-16. september genlyder Aalborg atter af festivalen OpenDays, der i år byder på et overvældende program med en uropførelse (eller flere) på næsten alle koncerter.

Du kan bl.a. opleve de to sublime danske ensembler PACE og ECCOZONE med hele tre koncerter med dels egne værker, dels musik af japanske Toru Takemitsu og amerikanske George Crumb, men også et brutalt, rituelt værk af herboende Louis Aguirre.

Lydkunsten er i år bl.a. repræsenteret ved to 'lokale' kunstnere, komponisterne Lars Lundehave Hansen og Morten Poulsen, som har skabt lydværker ud fra lokale destinationer i Aalborg by. Værkerne høres dels på en klingende bustur rundt i byen, dels som en (kort) vandretur, hvor musikken opleves i  høretelefoner via smartphones eller mp3-afspillere. 

Vor Frue Kirke lægger også rum til to koncerter lørdag aften, der først præsenterer det unge danske supertalent, Niklas Johansen, guitar, med uropførelser af spanske Sofia Martinez og danske Ivan Olsen. Senere spiller Århus Sinfonietta op med en bemærkelsesværdig premiere på et stort nyt værk af Bo Gunge under titlen ”Rain, Wind, Fire & Death” - en dobbeltkoncert med Mattias Johansson, tuba og Peder Linneberg, kontrabas som solister. Søren K. Hansen dirigerer det hele, der også rummer musik af Loïc Destremau og en af dansk musiks nestorer, komponisten Karl Aage Rasmussen.
Begge koncerter optages og transmitteres af Danmarks Radio.

Festivalens åbningskoncert finder sted fredag kl. 16 i Ansgars Kirke, hvor det finske organist-fænomen, Ere Lievonen, giver koncert.

Og afslutningskoncerten søndag kl. 15.30 på Utzon Centeret er lagt i hænderne på accordeonisten Andreas Borregaard i sammenspil med den tyske Sonar Quartet. Her er der premiere på et nyt værk af Juliana Hodkinson og i øvrigt musik af Li-Ying Wu, Nicolai Worsaae, Bent Sørensen og Marc Sabat.

Undervejs byder festivalen endvidere på en sammenspilskoncert mellem MGK-studerende fra Aalborg Kulturskole og fire særdeles hypede solister fra Athelas Sinfonietta Copenhagen. Aalborg Klosters smukke gamle  lokaler har åbnet dørene for lokale musikere og komponister. I den store Kedelhal i Nordkraft kan man høre studerende fra Det Jyske Musikkonservatoriums lydkunstlinje med bud på de helt unge komponister og lydmageres musik. OG i Aalborgs gader kan man opleve et 'rigtigt levende' kirkeklokkespil med sine enorme klokker anbragt på lastbil, hvor klokkenist Erik Kure giver eksempler på helt ny musik for klokkespillet.

Se mere på www.opendays.dk